Xtracon part 2

Vi har rundet 7.runde i turneringen – og siden sidst har partier fået mere karakter af kamp end reelle opvisninger. Rasmus Svane er bedst placerede Skanderborg-dreng, da han har et halvt point op til de førende, efter han i sjette runde spillede remis imod det tyske håb Vincent Keymer.

Et resultat Mads Andersen også fik imod den unge tysker – desværre blev det fulgt op med et nederlag imod den tidligere landsholdspiller fra Norge – altså i både fodbold og skak – Simen Agdestein. Mads forsøgte en dynamisk tilgang fra partiets start, men måtte desværre ned efter et par fejl op mod tidskontrollen. Han kom dog tilbage på det resultatmæssige spor, efter han slog IM Haubro med sort i dagens parti. Mads holder sig i toppen med 5,5/7.

På samme pointantal finder vi Bjørn Møller Ochsner. Han fik et tilbud, der ikke var til at afslå, da han i sjette runde vekslede en god stilling efter åbningen til en halv imod Andreikin. I 8.runde står den på et spændende opgør, da Bjørn med de hvide brikker møder Aryan Tari fra Norge, der er regerende junior-verdensmester!

På 4,5/7 finder vi både Jonas Bjerre og Peter Grove. Jonas måtte desværre ned imod den syv-dobbelte Danmarksmester Sune Berg Hansen med de sorte brikker – dagen forinden havde Jonas ligeledes sort, men holdte remis imod Bosiocic, der længe har været i nærheden af 2600. Peter Grove har slået de fleste lavere ratede, men har blot 0,5/3 imod de stærkere spillere. Der er dog en chance for at forbedre den score i morgen, da der igen venter en højere rated.

Morten Rasmussen har desværre rokeret kort de seneste dage og fået to nederlag – især nederlaget i 7.runde var ikke efter planen eller Dr, Elo´s beregninger. En sejr i næste runde vil dog bringe Morten tilbage i nærheden af den forventede score.

Vi sætter vores lid til en stærk slutspurt af spillerne fra det lille harske smørhul – med en smule af det der held og lykke, så kan det være en af vores topspillere kan løbe med kindkys og laurbær i sommervarmen!

Views All Time
Views All Time
209
Views Today
Views Today
3
Sponsorer
Guld sponsor NordeaRema1000 Carlsberg Bronze sponsorer