Træning og temaaftener

Det var et “folkekrav” til generalforsamlingen, at der skulle ske noget i klubben andet end, at folk blot sidder i tavshed og flytter brikker. Man lærer jo ikke meget af hverken at vinde eller tabe, hvis ikke der følger forklarende ord til, og det har den nye bestyrelse naturligvis lyttet til. Vi har således smidt en masse datoer ind i kalenderen, hvor der ikke skal spilles turnering, men hvor en eller anden “ping” stiller sig op og fortæller et eller andet skakligt, som folk kan lære noget af eller blot nyde som glad underholdning.

Hvad kan det være? Hvad som helst! Lige fra gennemgang af en bestemt åbning, interessante midtspilsstrukturer eller slutspil til skakhistoriske sager, konsultationsskak eller partigennemgang. Kort sagt alt muligt skakrelateret, og vi er åbne for alverdens forslag – indenfor rimelighedens grænser. Vi håber så , at medlemmerne så også vil bakke op om ved at møde op. Hvis ikke, dør forslaget jo af sig selv.

Tjek kalenderen for de aktuelle datoer, men i efteråret 2018 har vi sat følgende datoer ind:

25. sept., 16. okt., 6. nov., 13. nov.

Vi kan sagtens ”risikeres”, at der ryger flere træningsdatoer ind i kalenderen, men det kommer an på, hvornår 3.- og 4.-holdet har deres hjemmekampe. Skulle begge hold have udekampe en uge (og ikke tirsdag), har vi pludselig en ekstra dag at rutte med, og så finder vi også på noget den dag.  Tjek løbende kalenderen, og se, hvad vi finder på af tryllerier.

Nogle af de potentielle oplægsholdere er Peter Grove, Morten Rasmussen, Kai Munk og Claus Qvist, men der er ikke sat titel eller personer på noget endnu. Men sæt alligevel kryds i kalenderen de angivne datoer – og i øvrigt også gerne onsdag d. 24. oktober, hvor vi skal til Viborg for at forsvare vor pokal ved den traditionelle 4-by-turnering.

Endnu bedre blliver det i starten af 2019, hvor vi har lokket GM (og ex-senior-VM!) Jens Kristiansen en tur til Midtjylland. Emnet ligger ikke fast endnu, men det lugter hen ad, at vi laver en topaktuel aften om VM-matchen Carlsen-Caruana, som jo spilles i London i november. Jens K. har spillet i den danske elite helt tilbage fra 70’erne og er ualmindeligt historisk velfunderet og dertil glødende interesseret i verdenselitens partier. Så det bliver en aften med lige dele partier og slyngelhistorier.

I april har vi smidt endnu en “ping” på banen, nemlig vor egen IM Nikolaj V. P., der kan risikere at sige noget om ”Benkogambitten”, som han en gang skrev en bog om. Datoen er dog lige efter påske, så den ændres muligvis.

Men kort sagt: Vi bobler af ideer og dygtige folk, som øser ud af deres arsenaler. I, ærede medlemmer, skal så bare bakke om om arrangementerne. Ellers gider vi ikke mere, og så dør arrangementerne igen!

Views All Time
Views All Time
165
Views Today
Views Today
1
Sponsorer
Guld sponsor NordeaRema1000 Carlsberg Bronze sponsorer
Holdskak 2018/2019