Ny sejr i Ligaen.

Vi skulle forsøge at følge op på de gode takter fra turneringens begyndende dobbeltrunde, da vi i en af vores, i denne sæson, sjældne optrædener skulle imod SK1968, der op til denne sæson har forstærket holdet med IM Igor Teplyi.


Jeg understreger gerne, at formidlingen omkring partierne er efter, hvilke indtryk jeg selv havde igennem kampen. Der er hverken tjekket med spillere eller computere – så det er i bedste fald rent gætværk.

Først færdig var Nicolai V. Pedersen. Nicolai har selv forslået, man skal skrive referat af kampen, såfremt man tager en hurtig halv, men i dagens anledning havde jeg meldt mig frivilligt, hvilket gav fripas til NVP til at tage en remis med de hvide brikker i en stilling, der var i nogenlunde balance. Næppe et resultat man får armene op over hovedet af, men heller ikke et  som får folk til at græde snot, da modstanderen Arne Matthiesen både er en stærk og solid spiller med begge farver.

Næste færdige i rækken var nyindkøbet Brondt, der mødte Lars Hansen på bræt 7. Lars Hansen er en rar og optimistisk mand på alle fronter i livet; lige fra Liverpools chancer for at vinde Premier League til egne lynskak-evner. Han kom dog for 14 dages tid siden til at tage munden for fuld, da han væddede en kasse øl med undertegnede omkring matchens vinder. Han forsøgte selv at flyve til angreb på Brondt, men det lignede at åbningen gled fra Trompowsky og over i en hver benoni-spillers våde drøm. Brondt havde en kvalitet for lidt, men aktive brikker og langt mere end nok til kompensation. Da det nærmede sig tidnød lykkedes det at få hele pointen hjem efter, hvad der lignede et rigtig godt parti med de sorte brikker.

Mads Andersen havde, for Gud ved hvilken gang, de sorte brikker imod ultra solide Igor. Det lykkedes at etablere en lille smule pres i en symmetrisk struktur, men det var desværre aldrig nok til for alvor at få fat. Partiet ebbede ud i et tårnslutspil med fire bønder til hver, hvor Mads måtte tage remis, da alternativet var trækgentagelse.

Mads Hansen er som altid flyvende i maskinrummet på holdet. Han skulle med de sorte brikker forsøge at revanchere sig mod Poul Rewitz, der slog Mads i påskens landsholdsklasse. Jeg kiggede ikke alverden på partiet, men konstaterede, det lignede Mads var ved at vinde en bonde, som havde svært ved at beslutte sig for, om den ville være stærk eller svag – den var under alle omstændigheder kommet langt frem. Næste gang jeg kiggede havde Mads svunget brikkerne over på modsatte fløj og gik efter kongen. Det gik nogenlunde smertefrit og dermed 3/3 til den nykårede Odense Mester!

Jonas Bjerre havde de sorte brikker imod Pelle Bank, der som bekendt lavede IM-norm i holdturneringen. Det lignede Jonas havde fint spil efter åbningen, men Pelle er ret ressourcestærk og fik stablet et angreb på benene i midtspillet. Jeg har fornemmelsen af, der kan være tale om en af to ting; Jonas har enten spillet lidt upræcist eller også forstod jeg ikke så meget – det ene udelukker dog ikke andet ved nærmere eftertanke.. Det endte ud i et tårnslutspil, som jeg ikke fik set alverden af, men jeg havde en klar fornemmelse af, Jonas ville holde det remis – som sagt så gjort.

Jan Rode havde de hvide brikker på 8.brættet, hvor han mødte Søren Holm. Det var mest af alt en rutsjebanetur at være vidne til det parti. Først tænkte jeg, Jan stod glimrende efter åbningen, næste gang ville jeg klart helst være sort, der havde vundet en bonde. Kort efter havde Jan vundet bonden tilbage – og endnu en oveni hatten. Modstanderen fik stablet lidt angreb op, men Jan fik det ud i, hvad der må være et vundet slutspil – jeg har ikke fantasi til at tro andet! Springer og dronning angriber dog utrolig godt sammen, så kombinationen af manglende tid og konstante trusler gjorde, Jan endte i en evigskak og måtte nøjes med det halve point.

Bjørn Ochsner spillede et parti, der får svært ved at finde vej til “Ochsner – My Best Games” som vi alle håber bliver udgivet – jo før, jo bedre! Det startede ellers meget godt – en fin forberedelse, der dog ikke var målrettet mod modstanderen Martin Matthiesen. Langt foran på klokken og en mere behagelig stilling – pludselig kom der dog en stor fejl, der vendte slaget. Det endte ud i et slutspil med en bonde for lidt, men dog med et par aktive brikker til begge. Det virkede dog som om, hver gang man kom hen til brættet, så blev stillingen bedre og bedre for Bjørn – og da jeg havde gået tilpas mange ture frem og tilbage, så var stillingen da også vundet – det lykkedes også for Bjørn, hvilket endegyldigt sikrede sejren i matchen – og en kasse øl!

Tilbage sad Mads Boe mod Magnus Lindfeldt. Jeg følte, Boe havde en rigtig behagelig stilling efter åbningen, uden det dog skal være et argument for stillingen var bedre af den grund. Undervejs fik Mads etableret rigtig fint pres, og der må have været gode chancer for at rage et helt point til sig – det endte dog ud i et slutspil, der ikke kunne vindes.

Matchen endte dermed med en forholdsvis sikker 5½-2½ over et fornuftigt hold. SK røg ned under stregen, men de har dog mødt både Køge og os, så alarmklokkerne behøver næppe ringe for alvor. Vi er selv placeret på 2.pladsen efter pengestærke Køge. Der er dog ingen grund til for alvor at have fokus på dem, da vi først mødes i 8.runde, så vi skal bare skovle en masse point sammen – om ikke andet må vi presse dem til at bruge alle kanonerne!

Formand Allan havde disket op med den store juleplatte efter matchen, hvor samtlige spillere som har deltaget på 1.holdet deltog samt et decimeret hold 2. Det vidner egentlig om et meget fint sammenhold på holdet, hvor man glæder sig over hinandens succes og ærgrer sig, når tingene ikke lykkes – også selvom andre hold i rækken opfatter os som selvfede – det kan vi sagtens tåle!

Views All Time
Views All Time
82
Views Today
Views Today
1
Sponsorer
Guld sponsor NordeaRema1000 Carlsberg Bronze sponsorer