Dobbeltrunde i Ballerup

Efter en måneds juleferie var det blevet tid til at spille holdskak igen. For førsteholdet gik turen denne weekend til Ballerup, hvor vi skulle forsøge at holde vores sejrsstime i live mod Brønshøj lørdag og Nordkalotten søndag.

Det meste af holdet mødtes lørdag kl. 10 ved Chess House hvorfra turen gik til færgen mod Sjællands Odde (vores topscorer, Mads Hansen, foretrak den kortere vej med toget fra Odense). Vi ankom til vores hotel en lille times tid inden kampstart, så der var både tid til at få spist frokost og genopfriske de sidste åbningsforberedelser.

På papiret var der lagt op til en helt lige match mod Brønshøj, og langt hen ad vejen skulle dette også vise sig at være tilfældet. Jeg skal understrege, at intet af det følgende er computertjekket, og dermed blot udtryk for, hvordan jeg selv oplevede matchen.

Først færdig var Bjørn Ochsner på bræt 2 med hvid mod Jacob Aagaard. Bjørn fik en behagelig fordel ud af åbningen med et stærkt bondecentrum. Han valgte dog en forkert plan med at spille springeren til g3, hvor den ikke lavede det store. Sort fik snart gang i noget modspil på dronningefløjen, og da der blev tilbudt remis i træk 19, havde Bjørn på fornemmelsen, at sort allerede havde udlignet komfortabelt, hvorfor han valgte at modtage.

Jeg selv blev færdig på bræt 1 med sort mod Tiger Hillarp-Persson ikke lang tid derefter. Jeg havde egentlig forventet, at Tiger ville spille svensk liga denne weekend, da hans svenske hold ligger godt til i mesterskabsstriden. Jeg nåede dog at få forberedt en lille smule mod ham, og jeg kom ud i netop det, jeg havde kigget på. Det meget sjældne 7…c6 mod den russiske variant i Grünfeld fik Tiger til at tænke tidligt, og jeg fik hurtigt udlignet. Tiger spillede stillingen meget langsomt, og jeg havde på fornemmelsen, at jeg burde kunne skabe noget initiativ. Jeg fandt dog ikke noget overbevisende, og der blev hurtigt byttet ned til et helt lige slutspil, hvor vi tog remis.

Mads Boe blev færdig kort efter på bræt 7 med sort mod Nikolaj Palm. Mads spillede klassisk hollandsk, hvor hvid rokerede langt. Mads ofrede en bonde med b7-b5 for at få åbnet linjer mod hvids kongestilling og et skabe et godt blokadefelt til springeren på d5. Stillingen så meget uklar ud, og begge spillere virkede til at tænke det samme. Ingen af dem havde dog lyst til at risikere alt for meget i årets første parti, og de tog derfor remis.

Efter disse tre relativt korte remiser gik der noget tid før de næste resultater begyndte at komme. Nicolai V. Pedersen var den næste, der blev færdig med sort på bræt 5 mod Thorbjørn Bromann. Nicolai brugte meget tid i en atypisk stilling, men fik ikke løst alle sine problemer, og i tidnød røg der først en bonde og senere en officer, hvormed Nicolai desværre måtte give op.

Det tog heldigvis ikke lang tid inden vi fik udlignet igen. Vores unge debutant, Filip Boe Olsen, startede sin Skanderborg-karriere med en stormesterskalp med hvid mod Carsten Høi på bræt 4. Filip kom ud i noget, der lignede Makagonov-varianten i kongeindisk. Disse stillingstyper spiller Filip bare rigtig godt, og han fik stille og roligt opbygget et initiativ mod sorts kongestilling, samtidig med, at hans konge roligt vandrede over d2 mod dronningefløjen. Op mod træk 40 blev presset for meget for sort, og Filip brød igennem. En fremragende debut!

Ved stillingen 2½-2½ kom vi således forbi tidskontrollen, og i de tre tilbageværende partier så det rigtig lovende ud. Først færdig var Mads Hansen, som bare fortsætter med at vinde, denne gang med hvid mod Niels Nørskov på bræt 6. Langt hen ad vejen så det dog ikke ligefrem lovende ud. Sort fik en masse spil i centrum, og fik plantet en springer på e3. Det lignede, at Mads var på vej til at blive myrdet i et kongeangreb, men han fik tryllet lidt, og satte en binding op mod sorts konge på den lange diagonal, og da røgen lettede, og de havde nået træk 40, stod Mads pludselig til gevinst. Det tog ikke mange træk, før Mads havde kørt pointet i hus og bragt os foran for første gang i matchen!

Jonas havde med sort mod Jakob Aabling-Thomsen på bræt 3 tidligt straffet en svag åbning, og vundet en officer for meget tvivlsom kompensation. Aabling gav dog ikke op så let, og fik kompliceret spillet. Jonas måtte give en kvalitet for at stabilisere stillingen, således at han nu havde to lette officerer mod et tårn. Det lignede, at hvid langsomt kom tættere og tættere på at redde en remis, men Jonas holdt hele tiden presset, og sørgede for ikke at bytte alle sine bønder. Presset belønnede sig, og Jonas vandt en kvalitet, så han nu havde tårn og løber mod tårn med et par bønder på brættet. Jonas spiste langsomt alle hvids bønder mens han holdt sin egen a7-bonde i live, og kørte således en rigtig arbejdssejr i land.

Sidste mand færdig var Nicolai Brondt på bræt 8 som hvid mod Roland Greger. Nicolai fik tidligt en lille, men behagelig fordel i dronningeindisk i kraft af en garderet fribonde i d-linjen og en svag sort e-bonde. Denne fordel holdt han fast i længe, og selvom sort fik byttet en del brikker, blev fordelen ved med at være der. Sort lavede nok en alvorlig fejl ved at tillade, at bytte det sidste sæt tårne, hvormed det nu var et rent løberslutspil. Sort havde sikkert troet, at han havde en rimelig sikker fæstning, men Nicolai fik på imponerende vis demonstreret, at dette bestemt ikke var tilfældet. Først satte han sort i træktvang og brød igennem i centrum. Derefter vandt han en bonde på a5, inden han gik tilbage og satte sort i endnu en træktvang, der denne gang vandt partiet. Nicolai har gang i en super-sæson, og ville kunne begynde at tænke på muligheder for IM-norm, hvis bare han havde mødt nogle IM’ere.

Således vandt vi altså 5½-2½ i en match, som undervejs så meget uklar ud. En sådan sejr mod et Brønshøj-mandskab i stort set stærkeste opstilling er bestemt ingen selvfølge, men ikke desto mindre tabte vi endnu et point i kapløbet med Køge, da de endnu en gang vandt en storsejr på 6½-1½ mod Jetsmark. Vi fejrede vores egen sejr med fælles aftensmad, hvor vi blev enige om, at strategien for søndagen måtte være at vinde en storsejr.

Dr. Elo havde os på forhånd som favoritter med 5,3 point i forventet score mod Nordkalotten. Dette var desuden kampen mellem ligaens ældste og yngste hold. Vores hold i denne weekend kunne oven i købet godt tænkes at være et af de yngste, der nogensinde har spillet i ligaen.

Nicolai V. Pedersen var første mand færdig. Det var en forvandlet Nicolai, der mødte op i dag som hvid mod Kristen Schmidt. Nicolai spillede meget hurtigere end i går, og for mig at se overrumplede han bare sin modstander på kongefløjen i en Sämisch-kongeinder, og efter allerede efter 23 træk havde modstanderen tabt en officer, og var dermed nødt til at opgive.

Herefter gik der lang tid, inden de næste resultater begyndte at rulle ind. Vores stillinger blev dog bare bedre og bedre over stort set hele linjen, så der var grund til optimisme, når man gik rundt og kiggede. Næste mand færdig var Jonas, der med hvid mod Jacob Sylvan var kommet ind i Chigorin-varianten i spansk. Jonas lukkede centrum, og gjorde klar til en fremmarch på kongefløjen. Sylvan prøvede at slå igen på kongefløjen med h7-h5, men dette skabte svækkelser, som et par træk senere blev udnyttet af det stærke Sxh5! Herefter måtte sort give en bonde for meget tvivlsom kompensation, og i det følgende holdt Jonas dampen oppe, således at sort måtte give en del materiale for at overleve. Sorts konge blev dog ved med at være svag, og til sidst kunne Jonas sætte mat uden dronninger til sorts konge på d4!

Ikke lang tid derefter blev Filip færdig. Filip havde fødselsdag og blev 16 år, og Esben Kjems Hoves fødselsdagsgave var, at Filip fik lov at spille sort mod en meget solid variant af symmetrisk fianchetto-Grünfeld. Det lignede, at Filip fik opbygget et lille overtag, men hvids stilling blev ved med at være meget solid, og der blev samtidig byttet nogle brikker. Det endte med en stilling, hvor Filip havde al aktiviteten, men hvid fortsat ikke havde nogen nævneværdige svækkelser, og da Filip ikke længere kunne finde en måde at lægge pres på, blev partiet remis.

Næsten samtidig blev Bjørn færdig. Som sort mod Kaare Hove var de kommet ind i en snake-benoni-lignende stilling via Nimzo-indisk. Hvid spillede det ganske tamt, mens Bjørn gik til værks på dronningefløjen, og skubbede sin majoritet frem. Stillingen efter 26…a3 hvor begge hvids tårne står og kigger ind i sorts garderede fribonde var ganske komisk. Herefter fik Bjørn smart spillet sin springer ind på c3, og selvom hvid fik skubbet sine centrumsbønder ganske langt frem, så kunne hans passive brikker slet ikke understøtte dette fremstød. Bjørn begyndte at plukke bønderne en efter en, og da det heller ikke hjalp hvids stilling at give dronningen, vandt Bjørn efter 40 træk.

Herefter gik der igen lidt tid inden Mads Hansen kunne køre sin sjette (!) sejr på stribe hjem, denne gang med sort mod Lars Aaes. Fra en c3-sicilianer kom de ind i et ganske lige slutspil, hvor Mads kunne presse lidt i kraft af hvids e5-bonde, som stod lidt længere fremme, end man ville have ønsket. Mads vandt løberparret og manøvrerede længe rundt, og udbyggede langsomt sin fordel indtil han omkring træk 40 vandt en bonde. Denne viste sig meget hurtigt at blive afgørende, da hvid ikke havde nogen angrebspunkter i stillingen, og Mads bare kunne tage kongen med og begynde at skubbe sin fribonde frem til sejr. Mads deler fortsat topscorerværdigheden i ligaen med Køges Martin Percivaldi, og det bliver spændende at se, om de begge kan blive ved med at vinde hver gang. Vi håber selvfølgelig, at det kan lykkes for Mads, mens vi håber at Martin begynder at afgive lidt flere point, så vi kan hente ind i den samlede stilling!

Nicolai Brondt blev færdig næsten samtidig. Med sort mod Esben Ejsing var de kommet ud i en meget rolig stilling. I takt med at stillingen blev lidt mere kompliceret og hvid ofrede en bonde, så det ud som om, at Nicolai fik et lille overtag. Det var dog ikke helt nemt at se, hvor stor denne fordel var, og efter træk 40 var stillingen blevet forenklet, og var nu helt lige, hvormed remis var et naturligt resultat.

Jeg selv blev færdig som den næstsidste. Med hvid mod Jonny Hector vandt jeg løberparret ud af åbningen, men min sortfeltede løber var ret indespærret af min egen bondekæde ligesom i fransk. Jeg spillede bønderne frem på dronningefløjen, og han tillod mig at give ham en svækkelse på c6. Herefter synes jeg, at det blev lidt nemmere at spille, men jeg skulle hele tiden passe på, at jeg ikke tillod et kongeangreb efter jeg havde sendt alle mine brikker væk fra kongen. Op mod træk 40 fik jeg stabiliseret min fordel, og han fik meget svært ved at foretage sig noget aktivt. Herefter fik jeg åbnet hans kongestilling, hvorefter jeg brød afgørende igennem og vandt.

Sidst færdig var Mads Boe. Med hvid mod Peter Jakobsen vandt Mads tidligt løberparret i en symmetrisk struktur. Herefter så det fra mit synspunkt meget stilrent ud. Mads lagde stille og roligt mere pres på, og vandt en bonde i en stilling, hvor sort næsten ikke kunne rykke. Herfra var der aldrig tvivl om resultatet, selvom det tog lidt tid at køre sejren i hus.

Således vandt vi altså en storsejr på hele 7-1 uden at jeg på nogen måde synes, at vi kom ufortjent til nogen af vores point. I det store turneringsbillede var det desværre ikke engang nok til at hente ind på Køge, da de i samme runde vandt 8-0 mod Evans. Selvom det ser svært ud at indhente dem, så kan vi alligevel være meget tilfredse med den sæson, vi har gang i. Vi er efter 6 runder sammenlagt mere end 5 point over vores forventede score, og mesterskabet er fortsat ikke helt afgjort, hvis altså ”bare” vi kan hente en storsejr i det indbyrdes opgør mod Køge – allerhelst 8-0 ?

Alt i alt må weekenden altså siges at have været en stor succes – både resultatmæssigt og fordi vi havde en god tur. I den forbindelse skal det selvfølgelig nævnes at det bare gør det meget nemmere at koncentrere sig om at spille godt i hver eneste runde, når vi gang på gang, og igen denne weekend, har formand-og-holdleder Allan med ude til kampene til at sørge for alt det praktiske mht. overnatning, spisning, transport, osv.

Views All Time
Views All Time
1447
Views Today
Views Today
1
Dagens opgave

Arkiver
Sponsorer
Guld sponsor Steel Coating A/S Nordea Bronze sponsorer