Dobbelt skanderborgføring i Chess House

Jonas i femte runde mod Jens Ove Friis Nielsen.
Foto: Gert Medom, Aarhus

Det er muligt, at det ikke er verdens bedste skakspillere, der i disse dage sidder og flytter brikker i Aarhus, men det er for os menige spillere klart mere underholdende end Carlsens og Caruanas 12 fælles remiser i London. Efter fem runder og 25 partier er hele 15 af dem endt med en vinder (og en taber). Kun 10 partier er endt remis.

Dem, der flest gange har kunne notere 1-taller, er de tre danske topspillere, der udgør 60% af det danske landshold: Jonas Bjerre, Bjørn Møller Ochsner og Jesper Thybo.
Jonas og Bjørn deler ubesejret føringen med 4/5 foran Jesper Thybo med 3½ efter et enkelt nederlag, men yderst farverigt spil. Vore to esser har dermed fire runder tilbage til at lave de manglende 2½ points til GM-normen. Netop de tre førende slipper ikke for at være storfavoritter til titlen som Danmarks næste GM, og det kan kun være et spørgsmål om tid, inden de alle tre bliver det.

.


Filip i femte runde mod Jesper Thybo. Det blev desværre et nul.
Foto: Gert Medom, Aarhus

.

Skanderborgs nye dreng i klassen, Filip, har haft en lidt mere stenet vej og ligger med 1½/5 på -2, og mulighederne for en IM-norm synes små. Til gengæld kan han sammen med Jonas kræve pølsepræmien efter at tage indbyrdes remis efter kun 11 træk – endda efter trækgentagelse.

Dagens 5. runde blev som ventet dramatisk og gevinstsøgende, og hele fire af de fem partier endte med en afgørelse. I toppen var Bjørn første mand færdig, da han efter strålende spil fik skovlen effektivt under den græske GM Grivas. Allerede efter 20 træk havde vor lokale helt en gevinststilling, og der var ingen slinger i valsen, da det blev konverteret til et vundet slutspil. 1-0 efter 48 træk.

Jonas måtte slide lidt mere, før Altmeister Jens Ove opgav. Det kostede en del blod, men vor unge mand demonstrerede flot tålmodighed og en god evne til at gøre en lille fordel lidt større og lidt større og lidt større – og til sidst stor nok til gevinst i et tårnslutspil med 4B mod 3 og siden 3 mod 2. Den fjerne fribonde blev oftret til fordel for en tårnafbytning, og vandt Jonas elegant med 2 bønder mod 2 på samme fløj. Hurra for oppositionen 🙂

Til gengæld måtte Filip ned mod Thybo. Efter 21 træk sagde Stockfish -2,46, og det blev kun værre. Set med danske øjne kom Thybo lidt tættere på en GM-norm, mens Filip næppe kan nå de 4½ mere, medmindre Helligånden dukker og og laver mirakler. Det kræver 3/4 i resten af partierne, og det lyder ikke objektivt realistisk, men den fede dame har ikke sunget endnu.

For grundige kommentarer til de forskellige partier tjek ww.skak.dk. Stillingen kan ses HER, mens partierne som altid kan ses på Chess24.

Views All Time
Views All Time
1542
Views Today
Views Today
1

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dagens opgave

Arkiver
Sponsorer
Guld sponsor Steel Coating A/S Nordea Bronze sponsorer