Grus i Jonas’ maskine

Aleksey Dreev ifølge et af hans egne Twitter-fotos.

.
Sidste runde ventede der Jonas Bjerre endnu en 2600+-mand, nemlig det tidligere russiske juniortalent Aleksey Dreev, som vel næppe er den mest aktive, internationale spiller, men som dog var med i World Cup for et par år siden – hvor han fik bank 2-0 af VM Carlsen. Den slags kan ske i de bedste kredse.

Jonas havde de sorte, og det startede rigtig fedt. Dreev spillede et par slappe træk i en modtaget dronninggambit og stod i løbet af ni træk udpræget næstbedst. Nettet boblede, for var Jonas igen ved at slå en supermand?

Ikke helt, for vor mand tøvede en smule, og det var tilstrækkeligt for russeren til at komme med igen, og da unge Bjerre i træk 35 i begyndende tidnød “frivilligt” tillod et midlertidigt kvalitetsoffer, slog veteranen til, og Jonas måtte overgive sig til overmagten.

Se partiet og alle andre på Chess24.

Øv, altså, men +2, =7, -2 = 5½/11 = 50 % mod ni GM’er med et flot ratingsnit på 2662 er sgu imponerende, og Jonas har om nogen fortjent sine laurbær og GM-titlen. Gå så ned, og bank de andre nede i Batumi!
.

Nakamura vs. Caruana, som desværre fes ud i en
remis uden gevinstchancer til nogen af siderne.

.
Oppe i toppen spillede Nakamura og Caruana ikke uventet remis, og Carlsen gjorde det samme mod Aronian – Carlsens 101. langtidsparti i streg uden nederlag. Lidt surt for netop Aronian, som jeg personligt gerne ville have set i kandidatturneringen endnu en gang. Han fortjener en VM-match, men får det næppe nogensinde. Alderen trykker, og de yngre med Ding i spidsen trænger sig på.
.

Levon Aronian i dybe tanker. Foto fra turneringens hjemmeside.

.
Tilbage sad kineseren Wang Hao med en fordelagtig stilling mod David Howell. Wang havde været godt med, men stødte på grund mod Aronian og faldt tilbage. Dog ikke mere end at han i 10. slog Luke McShane og nu skulle han “bare” vinde i 11. Og det skete sgu. Den fordelagtige stilling gled langsomt over i en gevinst med D+L mod T+2L. Matangreb kostede Howell den ene løber, og så gik det stærkt.

Tågen lettede, og Wang havde ligesom Caruana 7½/11 med kobbelet af forfølgere en halv efter. Wang havde endda den bedste korrektion, men selvom dette ikke havde været tilfældet, ville det være ham, der tog den enlige billet til kandidatturneringen. Caruana er jo som VM-finalist allerede kvalificeret.
.

Turneringsvinderen Wang Hao, her fotograferet ved Tradewise Gibraltar Chess 2018

.
Kina får altså TO mand med i kandidatturneringen, og jeg tror personligt, at Wang bliver et forfriskende pust. +6, =4, -1 og noget mere kompromisløs end huggeblokken Ding. Det ved vi meget mere om efter januar.

Indtil da er det bare at ønske Jonas og resten af holdet god vind i Batumi. Indtil videre står holdet til møde Rusland i første runde, så hvis ungersvenden ikke er blevet træt af at spille mod russiske 2600-GM’er, kommer nok nr. 6 i rækken.

Same procedure…. 🙂

Views All Time
Views All Time
123
Views Today
Views Today
2
Sponsorer
Guld sponsor NordeaRema1000 Carlsberg Steel Coating A/S Bronze sponsorer