Here comes the boom!

2. runde af Mesterrækken blev afviklet i løbet af uge 47 – og inden vores opgør mod Nordre 3 havde VRS1 bragt sig i spidsen med 12 brætpoint og 4 matchpoint, dog efter en snæver sejr i 2.runde mod Syddjurs. Det stod derfor klart, at hvis vi skulle i spidsen af rækken, så skulle der minimum 6 på tavlen, hvis vi skulle op på siden. Vi kom i nærmest fuld udrustning, da undertegnede var tilføjet i forhold til første opgør, hvorfor holdleder Colin Watson var skubbet helt ud af holdet!

Partierne blev afsluttet i nogenlunde denne rækkefølge:

1.brættet var som sidst indtaget af Jackie Andersen, der til dagens opgør havde mulighed for at spille sig over 2400 i rating. Om dette var grunden til Jackie var 20 minutter forsinket vides ikke, men mon ikke han har forberedt sig længe til partiet. Det lignede partiet ville blive en rolig omgang, da Jackie spillede London-systemet. Det endte dog lynhurtigt, da Jackie-San tryllede gevaldigt ved brættet, og pludselig var det slut! 1-0 til 8660.

Kai Munk var i dagens anledning holdleder – om det var det tunge ansvar at sørge for, at jeg blev hentet til kampen, der havde tynget, kan der kun gisnes om. Under alle omstændigheder var Kai i gavehumør og tabte for første gang til en kvindelig spiller. Anna Hedelykke har nu også haft en pissegod træner tidligere – og selvom Jackie forsøgte at fiske hende, så bliver hun nok i Nordre lidt endnu. 1-1.

Jeg selv har haft et forfærdeligt 2019 – om ikke andet så skakmæssigt. Travlhed på studie og med håndbold har gjort arbejdet med skakken har været gevaldigt nedprioriteret. Det var derfor med samme følelse, som når jeg møder uforberedt op til eksamen – ikke med de store forventninger til andet end endnu et nederlag til samlingen. Inspirationen ved at sidde på hold med to af sine store ungdomshelte, Berg og Jackie, gjorde dog noget godt ved mig, hvorfor jeg følte mig helt i flow. Trækkene kom nærmest af sig selv og i al beskedenhed spillede jeg et glansparti. Langsigtet officersoffer – alle brikkerne, og sluttet af med en lille krølle. En rar oplevelse, når man er med som besøgsven. 2-1!

Klaus Bergs parti var spil til et mål – med de sorte brikker vandt Klaus lynhurtigt to bønder. Herefter var der ikke de store svingærinder – og Klaus tillod sig endda at overse en mat i en, som modstanderen ellers meget galant tillod, så var der ingen tvivl. 3-1.

Morten “Gangster” Rasmussen var et point, vi lynhurtigt kunne notere os, da der han vandt en officer i åbningen. Der var ingen tvivl om udfaldet – og han havde været hurtigste vinder, hvis modstanderen ikke havde fortsat ufortrødent, det materielle underskud til trods. Morten fik dog lov at afslutte endnu en runde med et dronningeoffer. 4-1.

Tavs Bjerre nedspillede modstanderen med de hvide brikker. Først en officer, som blev vekslet til et tårn eller skakmat. Dette kom efter et vedvarende pres i afslåetdronningegambit, hvor Tavs bare forstod stillingen bedre. 5-1.

John Hansen lykkedes med noget, der ikke var sket i 23 år. Han vandt et parti! Ret skal være ret, han har holdt pause klart størstedelen, men derfor var sejren næppe mindre rar. Undertegnede fulgte partiet fra sidelinjen, hvor mit klare bud på resultat var remis, da det lignede en ret tam omgang. Den rolige stilling passede dog John bedst, hvor han først teknikkede sig til en bonde, derefter til det hele point. 6-1!

Christian Frambøl leverede ligeledes varen. Teknik, kontrol – skaber mere vold!.. Eller som minimum et tårnslutspil med to bønder ekstra, der blev cruiset direkte i mål. 7-1!

Sejren blev derfor ganske klar, men blot 0.22 over forventet score. Det var dog nok til at vi lagde os i spidsen af rækken. Der vil vi gerne holde os. Som Team Easy On-direktøren Henning Primdahl siger, så vinder man kun touren, hvis man ruller ind over Champs Elysees i den gule trøje. Sådan er det som bekendt også med oprykning – man skal helst også føre til sidst. Næste runde byder på topbrag ude mod VRS – det kan godt blive afgørende for den videre færd!








Views All Time
Views All Time
61
Views Today
Views Today
2
Sponsorer
Guld sponsor NordeaRema1000 Carlsberg Steel Coating A/S Bronze sponsorer