Another one bites the dust.

Mandag aften stod menuen på topbrag i Vejlby-Risskov mod en af de formodede konkurrenter til oprykningen i Mesterrækken. Modstanderne mente, vores hold måtte være det stærkeste de seneste 20 år i Mesterrækken – det er sikkert rigtigt, hvis vi kun regner egen hovedkreds med – der var noget med et københavnsk hold, der også var ret gode..

Vi havde ift. sidste match Jan Rode med på holdet, hvorfor vores ratingsnit var endnu højere end sidst. Holdleder Colin var endnu en gang på bænken – han havde nok foretrukket at se heltene fra 8660 trylle ved skakbrættet fremfor den mentale prøvelse, det må have været at sidde og se West Ham tabe det lille London-derby.

Undertegnede var første mand færdig. Recepten var samme som i sidste runde mod Nordre; rykke lynhurtigt, spille på kongeangrb, ofre en brik – og så færdig arbejde. Det er selvfølgelig lettere, når man bare kommer og spiller hvid – Skanderborgs svar på Karjakin! Jeg fik dog lidt skår i glæden, da jeg troede, jeg havde regnet til mat i en variant – det er der dog slet ikke, men slutspillet havde været bedre alligevel. Modstanderen spillede dog ikke det stærkeste forsvar, hvorfor jeg kunne afslutte med et matangreb med alle brikkerne.

IM Berg fortsatte de stensikre takter fra sidste runde. Lars Agergaard forsøgte at stable et angreb på benene med de hvide brikker, men Klaus afværgede det uden de store problemer. Der var ingen slinger i valsen, og pointet var mere sikkert end en gris i Mekka.

Kai Munk havde fået genvalg som fungerende holdleder, hvorfor der var basis for forbedringer i forhold til sidste runde. Kai spillede betydeligt mere kontrolleret denne gang, så selvom undertegnede undervejs havde visse bekymringer, så var de formentlig ubegrundede. Kort efter sejren til Klaus kunne Kai gøre det til 3-0.

Hårdtarbejdende Jackie Andersen ankom denne gang blot få minutter inde i matchen. Man må imponeres over, hvad den mand kan få tid til; Topscorer for ligaholdet, trækker i trådene i et busselskab, interviews med diverse aviser og 1.bræt for Mesterrækken. De mange gøremål har dog sat sine spor – da gevinsten skulle konverteres missede Jackie et mellemtræk, så han gik fra en bonde mere til en for lidt. Bjarke Vangsgaard tilbød dog remis, hvorfor dette også blev resultatet. 3½-½

Morten Rasmussen stod ret hurtigt lidt bedre – sådan så jeg det i hvert fald, da jeg gik rundt i lokalet. Det udviklede sig lidt hver gang, jeg var ved brættet – og så er det som bekendt bare et spørgsmål om at gå derhen ofte nok! Jeg nåede dog kun lige at se, Morten vinde en officer, hvorfor flere ture ikke var nødvendige. Morten vandt da også stensikkert. 4½-½

Jan Rode havde også kontrol over tingene med de sorte brikker – det lignede hurtigt noget, man drømmer om med sort i spansk. Da Jan fik brudt op i centrum, så det om ikke andet ret behageligt ud. Der blev også vundet en bonde – og den ekstra bonde og aktivitet sikrede sejren. 5½-½

Tavs Bjerre lignede igen en mand, der havde fuld kontrol over begivenhedernes gang – modstanderen spillede Moderne Benoni, hvilket jeg også selv har gjort i min vilde ungdom. Det største problem med åbningen er, bønderne er længere fra hinanden end Grev Ingolfs tænder. Så da Tavs kom i slutspil, da havde modstanderen rigeligt at gøre med at dække de løse tænder – de plejer falde ud af sig selv, hvilket også skete i dette parti. Tavs fik også kombineret sig til en officer med få brikker på brættet – og så var der ikke mere at spille om. 6½-½

Christian Frambøl er blevet lovet en hård medfart i dette referat, men nogen gange er truslen stærkere end udførelsen.. Christian spillede matchens længste parti, hvor det undervejs så rigtig fornuftigt ud. I en meget rolig stilling styrede Frambøl de sorte brikker frem til et lille pres – der blev også vundet en bonde undervejs. Hvis jeg endelig skal være hård, så lod tidsforbruget i åbningen lidt tilbage at ønske – det er selvfølgelig også let at sige, når man selv bare rykker hurtigt og uden omtanke.. Der var i hvert fald lidt pres på klokken, der sammen med en fribonde til modstanderen gjorde, at onde tunger talte om et nederlag. Så galt gik det dog ikke! Remis – og en sejr på 7-1.

Andetsteds vandt Syddjurs stort over Nordre 3, hvorfor de overhalede os med et enkelt point! Altså – indtil vores egne 7 kom på tavlen, hvilket betyder vi har lagt i spids med 6 brætpoint og 3 matchpoint ned til 2.pladsen. I hvert fald indtil Silkeborg spiller torsdag. Det ser selvfølgelig lovende ud, men der er fire runder tilbage, så meget kan ske endnu – det er et maraton og ikke en 100 meter, så det er bare at holde næsen i sporet.

Views All Time
Views All Time
927
Views Today
Views Today
1
Dagens opgave

Arkiver
Sponsorer
Guld sponsor Steel Coating A/S Nordea Bronze sponsorer