Pige-DM i Skanderborg 17-19/1-20

.
Skanderborg Skakklub skal som bekendt snart være værter for Pige-DM 2020, så naturligvis har vi adviseret de lokale medier med følgende lille “pressemeddelelse”:

.

Piger kan også spille skak!

Skak, det er noget med ældre, cigarrygende herrer, der i andægtig tavshed og med vibrerende hjerneceller sidder i timevis og stirrer på en flok sort-hvide brikker på et ternet bræt. Det med det ternede bræt er såmænd rigtigt nok, men resten passer heldigvis ikke længere. Skak er nemlig for begge køn og alle aldre, og stadig flere piger lader sig gribe af fascinationen af brikkernes dans over de sort-hvide felter – så meget, at man nutildags afholder danarksmesterskaber for piger op til 20 år.

Årets danmarksmesterskab finder sted i Skanderborg i weekenden d. 17.-19. januar (2020) og arrangeres af erfarne kræfter fra den lokale skakklub under ldeelse af formand Torkild Salling og leder af skoleskakken Bjarne Berring Rasmussen. Mesterskabet spilles på Morten Børup-skolen, Møllegade 45, fra fredag kl. 17,45 til og med søndag eftermiddag.

Der spilles i op til fem klasser fra de yngste under otte år til den ældste U20-gruppe. Vinderen i hver gruppe får både præmier og  titlen af danmarksmester samt kvalificerer sig samtidig til de nordiske mesterskaber for piger, Pige-NM, som afholdes d. 24.-26. april i Norge. Og er det ikke nok at spille selv, har arrangørerne været så heldige, at de unge talenter lørdag kl. 18 får besøg af mesterspiller og flerdobbelt danmarksmester for kvinder, Esmat Guindy fra Viborg, som vil spille simultan mod deltagerne.

Alle er velkomne til at kigge på, og skulle der være et par raske piger/drenge i alle aldre, der skulle have fået lyst til at prøve kræfter med det svære, men fascinerende spil, byder både Skanderborg Skakklub og Skanderborg Skoleskak nye medlemmer velkomne. Yderligere oplysninger fås hos skakklubbens formand Torkild Salling (tsalling@outlook.dk, 22 49 82 23).”
.

Kom endelig og kig på, eller kanske du vil hjælpe Tordenskjolds soldater med alle de praktiske småting. Der er altid brug for hænder til det praktiske.

Views All Time
Views All Time
81
Views Today
Views Today
2
Sponsorer
Guld sponsor NordeaRema1000 Carlsberg Steel Coating A/S Bronze sponsorer