XtraCon og 2. Division

novi-sad-cqj-soendag-2016-15

Så oprandt tiden, da vore to tophold skulle samles i de ydmyge lokaler i Sundhedscenteret og dyste mod hhv. SK 1968’s førstehold (XtraCon-ligaen, 3. runde) og Fredericias førstehold (2. Div. gr. 3, 2. runde). Desværre var det til at forudse, at især vores andethold ville stå overfor en umulig opgave – ikke pga. en frygtindgydende modstander, men fordi turneringsledelsen i sin uendelige visdom havde klasket begge de to divisioner ind i samme weekend som Bundesligaen i Tyskerland. Ikke smart.

I første omgang kostede det Rasmus Svane og Mads A., der begge spillede syd for Ejdern, men Steffen P. og Mads H. var sgu også at finde sydpå, og når så Tavs på dagen går hen og lægger sig syg, kom SkB 2 til at mangle hele FEM stamspillere. Fire opad og én i sygesengen. Det sidste kan man ikke laste turneringsledelsen, men at klaske TRE turneringer sammen i samme weekend er i bedste fald dumt og usportsligt af ledelsen. De får næppe nogen julekort fra Skanderborg i år.

I XtraCon-Ligaen så det længe meget lige ud mellem os og et meget homogent hold fra ’68 (forventet: 3,66 til os). Vi spændte fra 2450 i toppen (Daniel) til 1905 i bunden (Claus), mens ’68 gik fra 2350 i toppen til 2202 i bunden. Ratingmæssigt havde vi således en mindre fordel i toppen, mens vi til gengæld var bagud en masse i bunden. Claus Qvist hele 300 point, efter at han havde accepteret en lynoprykning til førsteholdet efter Tavs’ afbud.

Små fordele og små bagdele hist og her, men efterhånden som tiden gik, blev fordelene konverteret til nuller og ettaller. Første mand i mål var Grove (bræt 6), der tog en remis mod Poul Rewitz, og det samme resultat fik Jonas (4) og Jackie. Nicolai (3) lignede en, der var ved at blive kørt over, men han havde styr på det hele og sejlede en fin gevinst i mål. Til gengæld måtte Jan Rode (5) og Kai (7) begge ned efter hård kamp. 3½-2½ til fjenden med to partier tilbage.

Næstsidste mand færdig var Claus (8), som i den grad var oppe mod overmagten. Heldigvis fik modstanderen lavet lidt tempotab, og pludselig var Claus i et skarpt slutspil med en bonde ekstra plus en masse initiativ. Bonden blev til to, og de blev stensikkert konverteret til et helt point (forventet 0,15!) mod en mand, der var 300 points højere oppe ad rangstigen. Kanske at opholdet i Novi Sad har gjort lidt gavn på den hjemlige træning.

På toppen sad vor sympatiske svensker, Daniel, som sidste mand med et pivåbent slutspil mod Arne Matthiesen. Vor mand havde en kvalitet for en bonde, og den lille fordel blev virtuost forvandlet til et helt point. Pludselig havde vi vundet matchen 4½-3½, og vores første matchpoints var i hus. Glimrende.

Men alt har en pris, og åreladningen af holdets fem topfolk var mere, end andetholdet kunne klare. Ikke fordi gutterne ikke prøvede, men overmagten var bare for stor. Den forventede score var helt nede på 1,21 for alle otte brætter tilsammen(!).

På toppen blev det det normale sjettebræt Morten, der som sort skulle tæmme ingen ringere end legenden Jens Ove Friis Nielsen, og det gik egentlig også fint – sådan et stykke hen ad vejen. Pludselig gik det nedad bakke, og Morten måtte ned mod overmagten. Forventet score 0,07, så det skulle næsten gå galt, men ikke uden sværdslag.

Sjovere var det på 2., hvor Poul Nørgaard fortsatte i samme kompromisløse stil som i Novi Sad. Den mangedobbelte fynsmester Carsten Bank Friis vandt en ofret bonde, men blev sat under godt, midtjysk pres. Man anede en overraskelse fra vor mand, men akke nej. Det skete desværre ikke, og vi fik endnu et nul.

Og sådan var det hele vejen ned. Wheadon, Frambøl, Bjarne B., Bjarne T. og formand Allan måtte alle ned mod en slem overmagt, og kun Niels Christian kom på papiret. Det, der fra starten lignede en umulig opgave, blev endnu værre end frygtet. 7½-½, og en eventuel oprykning er i den grad aflyst. Holdet har faktisk styrken til at spille med i toppen, men med et tab af de fem bedste pga. en syg turneringsplan er det svært at bevare optimismen.

Men tillykke da til turneringsledelsen for at smadre det sportslige indhold i en ellers lige division. De burde være ansvarlige for afviklingen af turneringen – ikke for resultatet. De hold, der skal møde Skanderborg i sådan en kaosweekend, får jo en suveræn fordel fremfor de modstandere, der skal overleve Skanderborg 2 i stærkeste opstilling. Det er vel heller ikke fair for dem?