Lidt fra XtraCon

Det virker lidt naturstridigt, men weekendens parti for vores tophold var faktisk mit første parti overhovedet i Ligaen. Ikke fordi at jeg ikke har fået chancen. Det har bare ikke “passet”, eller også har jeg været i udlandet – eller også har jeg bare ikke villet spille om søndagen. Der er jo fisk at fange og golfkugler at slå til.

Men nu skulle det være – om ikke andet så fordi førsteholdet var slemt ramt af DSU-katalyseret Bundesliga-erosion, så fem mand blev trukket opad fra et til sidst meget reduceret andethold. Synd, at DSU’s turneringsledelse mener, at de ikke bare skal afvikle turneringerne. De skal også have indflydelse på resultatet – og det fik de som bekendt (se mit tidligere indlæg fra runden).

Det var nu søndag, klokken var 12, og urene gik i gang til den indre lyd af alt for lidt nattesøvn efter en dejlig fest aftenen og natten før. Men døden skal vel have en årsag, så af sted:

White: Jessen, Claus Qvist, Skanderborg (1905)
Black: Pedersen, Gunnar, SK 1968 (2202)
XtraCon-Ligaen 20/11-2016

1. Nf3 d5 2. g3 Bg4 3. Bg2 Nd7 4. d4 e6 5. O-O c6 6. Nbd2 Ngf6 7. Re1 Be7 8. c3 O-O 9. e4 dxe4 10. Nxe4 Nxe4 11. Rxe4 Nf6 12. Re1 Nd5

Det er ikke det ambitiøse åbningsspil, der præger nogen af parterne. Der spilles stille og afbalanceret fra begge sider, og med et par ekstra afbytninger dribler Hvid partiet ind i noget, der ikke bør kunne tabes, men næppe heller vindes. Måske, altså.

13. Qb3 Qb6 14. Qxb6 axb6 15. Ne5 Bf5 16. g4 Bg6 17. Bxd5 cxd5 18. Nxg6 hxg6 19. Bf4 Rfc8 20. a3 Kf8 21. Kf1

Kf1 blev ledsaget af et hvidt remistilbud, som Sort mystisk nok afslog, mens han tog sig en ekstra smøg i vor fodkolde, udendørs rygeskur. Stillingen er helt lige, men han mente vel, at en fuser på 1900 kunne hyles ud af den. Det skete ikke.

21.- Ke8 22. Rac1 Kd7 23. Re3 Kc6 24. Ke2 Kb5 25. Kd3 Ra4?!

Ikke nogen afgørende fejl, men en mindre unøjagtighed, der flytter alle gevinstchancer i Hvids retning. Sort kommer til at mangle et tårn på 8. række til at stække det generende hvide tårn, der er på vej ud i h-linjen.

26. Rh3 g5 27. Be5 f6 28. Bg3 f5?

Men her går det galt. Sort svækker sig alt for meget, og hans tunge officerer er lidt offside på den bovlamme dronningfløj.

29. gxf5 exf5 30. Be5 Bf6

Sort står nu til tab. Det er umuligt at hindre Hvids tårne fra at trænge ind via de to åbne linjer.

31. Bxf6 gxf6 32. Rh6 Rc6 33. Rh7 Ra8 34. Re1 Rcc8 35. Ree7 Re8 36. Rxb7 f4 37. Rbd7 Rad8 38. Rxd8 Rxd8 39. b3 Re8 40. a4+ Kc6 41. Rh6 Rf8 42. c4 Kd6 43. h4!

Hvid paralyserer effektivt Sorts lille majoritet på kongefløjen og fratager ham alt modspil. Det var næsten også nødvendigt, for Kai og Rode havde lige tabt, og vi var bagud med et point. Daniel stod heldigvis godt på topbrættet, men skulle vi vinde, krævedes en sejr til mig. Hårde krav, men så er det jo godt med en gevinsstilling.

43. g4 44. Rg6 Ke6 45. Rxg4 Kf5 46. Rg1 Rh8 47. Rh1 Kg4 48. h5

Sort er færdig. Hvid planter tårnet på h2, hvor det er helt immunt overfor angreb fra den sorte konge og samtidig holder Bf2, der fint blokerer den sorte dobbeltbonde. Fribonden på h5 beskæftiger det sorte tårn til dommedag, og så er der frit løb for bønderne på modsatte side.

Sort tænkte ikke længe, inden han opgav. 1-0 til Skanderborg og min første gevinst over en 2200-mand i meget lang tid. Den ligadebut vil jeg godt have lov at være stolt af.

Views All Time
Views All Time
150
Views Today
Views Today
2
Sponsorer
Counter
Chart.dk