2.-holdet med kurs mod omkampen…..

Det sku’ vær’ så godt, men det er det alligevel ikke. Ganske vist var dagens modstandere fra Nordre 2 et rigtig stærkt hold, meeeeen på et eller tidspunkt må vi sgu da komme i gang med pointhøsten? Og det skulle helst være i dag. Især fordi vi ikke var helt så afbudsplagede, som vi har været det tidligere på sæsonen. Tavs og Rode havde meldt fra, men det gik vel alligevel, selvom ELO sagde 3-5 i Nordres favør. Vi troede på sagen.

 

Og det startede da også fint. Balancerede stillinger over hele linjen, måske lige bortset fra toppen, hvor Groves stilling ifølge ham selv var helt til rotterne. Første mand færdig var dog reserven Wheadon, der på 7. gjorde en god figur på K-fløjen. Hvid trykkede på D-fløjen, men med modsatte rokader lignede det alligevel en lille fordel til vor mand. Desværre fes fordelen ud i ingenting, og mere end remis fik Peter ikke ud af det. Bestemt godkendt. Og da Groves suspekte stilling meget overraskende endte med, at modstanderen forløb sig på D-fløjen, fik Grove sat et par velrettede stød ind i centrum. Vor mand lignede en, der var lettet over remisen. 1-1, og begge hold var i gang.

Tredje mand færdig var Kai (2.), der vel var den eneste af os, der for alvor kunne gøre sig håb om mere end en halv. Han var mod min gamle Lyngby-Virum-kollega Peer Ole Pedersen, endt i et slutspil med D + god S mod D + dårlig L og seks bønder til hver. Søreme om ikke Dr. Munk fik stjålet en bonde, men måtte desværre aflevere den igen, og så fes det hele ud i en fortjent pointdeling. 1½-1½.

Men derfra gik det stejlt ned ad bakke. Claus (3.) stod ganske vist længe lidt trykket som sort i en aggressiv Grünfelder, men stillingen burde ikke være tabt. “Burde”, måske, men modstanderen, Jan Rewitz, spillede (desværre) både godt og konsekvent, og Claus fik årets første nederlag mod en modstander, der bare spillede bedre på dagen. Øv, altså, og 1½-2½.

Ved siden af var Morten (4.) oppe mod “overløberen” Benjamin. Først stak han til 1968, og nu spillede han så for Nordre. Han måtte godt vende tilbage til Skanderborg, for han spillede et fint parti mod Morten. Heldigvis spillede vor mand lige så godt, og et noget omskifteligt parti endte med en pivåben stilling med D+T+L mod D+T+S. Godt med mattrusler på begge sider af brættet, og pludselig var det hele remis. 2-3, og alt kunne ske.

 

 

Desværre gik alle marginaler imod os. Colin (5.) havde længe stået halvskidt. Hans hvidfeltede løber var gennem det meste af det ret lukkede parti reduceret til en tyk, bovlam bonde, men stillingen var vel i balance? Helt godt blev det, da vor helt fik held til at afbytte den rædsomme løber mod modstanderens stolte springer, og så lignede det noget, der ikke kunne tabes. Det kunne det så alligevel, for pludselig gik der ged i Colins spil, og han måtte ned. Fandens også, og 2-4.

Tilbage sad Poul (7.) med et slutspil med T+1B mod T+3B, og det holdt ikke i længden. Det startede ellers meget godt med Hr. Nørgaard i vanlig angrebshopla. En bonde blev ofret for initiativ, men noget må være gået galt i centrum. Pludselig var de midterste fire kolonner ryddet for brikker, og de sorte bønder var ikke til at stoppe. I hvert fald ikke, når modstanderen er vågen, og det var han (desværre). 2-5, og man anede katastrofen.

Sidste mand var unge Christian på 8., som længe holdt en fin balance i en rusket stilling. Pludselig ofrede sort en officer for et par bønder, og vor helt kunne kun passivt se til, at tre forbundne fribønder pløjede ned ad kongefløjen. Surt show, 2-6 og pizza til folket. Kell havde bestille én af dem med gorgonzola – straffen til dem, der havde tabt, men nåde gik for ret.

 

 

Dagens kedelige resultat betyder desværre, at vi (ret fortjent) ikke skal sætte næsen op efter mere end den sjetteplads, der betyder omkamp mod et formodet stærkt hold som fx Skive eller Kjellerup. Sidste runde i den ordinære turnering spilles 12/3, og 19/3 er der så omkamp – hvis altså…..

 

Views All Time
Views All Time
76
Views Today
Views Today
1
Sponsorer
Counter
Chart.dk