World Cup, 3. runde + Shortsgate

De mange omkampe i WC’s anden runde gav mestendels favoritsejre, så uden de store problemer lykkedes det koryfæer som Aronian, So, Giri og Jobava at hive 2-0 sejre hjem. Så klart flest favoritsejre i anden runde,  men udover Anand og Karjakin røg et par andre af forhåndsfavoritterne – fx Azerbaijans lynspecialist Shakhriyar Mamedyarov og Boris Gelfand fra Israel.

 

 

Tredje runde (32 spillere  tilbage = 16 tvekampe) blev heller ikke uden dramatik. Det ratingmæssigt største chok kom på bræt 1, hvor kineseren Bu Xiangzhi (foto ovenfor) som sort spillede modigt og aggressivt mod selveste verdensmesteren.  Første step var et tvivlsomt løberoffer på h3, men Sort havde et fint initiativ for officeren, og meget mod sædvane fandt Carlsen ikke det bedste forsvar. Først vandt Bu den ofrede løber tilbage, men angrebet fortsatte, indtil der blev byttet koner. Røgen lettede, og Bu havde da en klart vundet stilling med en ustoppelig fribonde i h-linjen. Få træk efter sluttede han flot af med det elegante Tg1+, og efter Sxg1 vandt det enkle og smukke h3-h2. Smukt spillet af kineseren, som i øvrigt vandt Politiken Cup for nogle år siden, men bare en skam, at det gik ud over”vor helt”. Det skal blive spændende at se, hvad Carlsen kan stille op som Sort i morgen – og bagud 0-1.

 

 

Levon Aronian havde mere held i sprøjten, da han kværnede Matlakov, mens Anand-killeren fra anden runde, den unge canadier Anton Kovalyov, måtte sande, at bureaukraterne er kommet for at blive. Han blev nemlig offer for en dum dress-code og blev forbudt at stille op i shorts – de samme, knælange bermudashorts, han uden problemer havde stillet op i i de to første runder (foto nedenfor).

 

 

At Kovalyovs shorts nu gav problemer, syntes at være fordi, at den mildt sagt kontroversielle og ikke særligt sympatiske ECU-præsident Zurab Azmaiparashvili blandede sig. Den unge canadier fik en giga skideballe og blev kaldt alverdens underlige ting (fx “gypsy”). Det var bare for meget, så Anton Kovalyov (foto t.v. – iført de pludselig meget forbudte shorts) pakkede sine sydfrugter uden at spekulere i at finde skiftetøj i rette nul-tolerance-tid, og så hed det 1-0 til den sagesløse, israelske Maxim Rothstein efter 15 minutters “spil”. Meget sandsynligt 2-0, for Kovalyov er ifølge hans egen FaceBook-konto taget hjem til Canada i protest mod den ualmindeligt røvede ECU-præsident.

Regler burde være til for at få ting til at glide – ikke for at få ting til at gå i hårknude. Det skete så her – fra samme FIDE, som mener, at det er helt rimeligt, at kvindelige spillere til VM i Iran skal underlægge sig Himmelnissen Allans 1400 år gamle dress code.

Efterspillet skal nok blive interessant, men da den ultraUpopulære og meget usympatiske Azmai. har en høj stjerne hos det lige så korrupte bagland i ECU og FIDE. Det bliver påstand mod påstand, og da FIDE de senere år har brugt meget energi på at sikre “en værdig dress-code”, skal det nok ende med, at det er den unge canadier, der får smæk.

Stemte DSU mon for power-junkien Azmaiparashvili som ECU-præsident?

Flere resultater og alle partier på Chess24, mens en masse kommentarer er at finde hos ChessBase inkl “Shortsgate“) plus naturligvis Lars Grahns altid læseværdige blog. Og for et lidt alternativt syn på den kontroversielle Azmai. og hans mildest talt blakkede ry tjek Silvio Danailovs lidet flatterende beskrivelse HÉR. At have en gut som Azmai. siddende i ECU og FIDE skader formentlig skakkens omdømme mere end nok så mange shorts i spillelokalet.

Views All Time
Views All Time
131
Views Today
Views Today
1
Sponsorer
Counter
Chart.dk