Skanderborg-effekten!

Klubbens nye medlem, Nicolai Brondt, forsvarede klubbens farver i Furesø Open i den forgangne weekend med store succes! Redaktionen har modtaget følgende fra Nicolai:

SKANDERBORG-EFFEKTEN! Efter jeg for ca. to måneder meldte mig ind i Skanderborg Skakklub, er der sket noget helt utroligt: Skak er blevet markant nemmere. På de to weekendturneringer jeg har spillet siden skiftet, er jeg steget med ca. 100 point til over 2200. Om det skyldes at Formand Allan har introduceret mig for begrebet ”ommenummes”, den kortere afstand til Peter Grove, min mentor/tutor, eller noget helt tredje skal jeg ikke kunne sige. Men jeg kan tydeligt mærke Skanderborg-effekten!

I weekenden var det tæt på at kaste en turneringsejr af sig i Furesø Open, hvor bl.a. GM Johnny Hector var med. Turneringen blev spillet som en schweizer med 48 deltagere i et lidt sjovt format med en rundes hurtigskak fredag aften efterfulgt af fem nærskakpartier. Det fungerede nu udmærket og turneringen var godt arrangeret og ganske hyggelig. Fredagen gik rimelig smertefrit, og der kunne sættes to point ind på kontoen. Lørdag morgen stod så til gengæld i smertens tegn: Sort mod Hector. Der kan den ellers meget flinke mand godt være en rigtig led stodder! Selvom han satte mig under pres fra start i en Caro-Kann og gav to bønder for et farligt angreb, så fik jeg forsvaret det fint og kunne i en lige stilling fremtvinge en evigskak. Runden efter overraskede Esmat mig i åbningen med sort, men efter 7 træk stod hun formentlig bare til tab. Jeg havde til gengæld brændt en masse tid af, og Esmat fik kæmpet sig ind i et tårnslutspil med en bonde mindre med gode remischancer. Så desværre kun remis.

Søndag morgen bød på sort mod Mogens Moe en ældre herre på de ca. 70 år. Gammelmandsskak spiller han dog ikke. Han er en rigtig kriger, som ikke tager nogen fanger. Vi fik en skarp Taimanov, hvor jeg relativt tidligt skulle bruge lang tid på ofre en bonde i en kompliceret stilling.

Efter Moe tog imod den ofrede bonde, så var der dømt ommenumning ved bondestorm og svage sorte felter. Et parti jeg er svært godt tilfreds med. I sidste runde slog jeg min gamle klubkammerat Mikkel Manosri i en fin Katalaner. Det betød at jeg med lidt held kunne vinde turneringen på deling. Det blev dog kun til en delt 2.plads. Men 2000 kr og 50 ratingpoint rigere er det svært at være rigtig utilfreds. Særligt når jeg har på fornemmelsen af, at der stadig er lidt Skanderborg-effekt tilbage i posen til den kommende ligasæson.

Views All Time
Views All Time
1336
Views Today
Views Today
1
Dagens opgave

Arkiver
Sponsorer
Guld sponsor Steel Coating A/S Nordea Bronze sponsorer