Vendte tilbage, kom, så og sejrede

Den første tirsdag i det nye år dannede som sædvanlig rammen omkring den traditionsrige Nytårshandicap-turnering – 18 deltagere mødte op til den 94. udgave af turneringen. Handicappet betyder, at alle har en chance for at vinde, og ofte har det da heller ikke været en af de stærkeste spillere, der til sidst har stået som nytårshandicapturneringsvinder.

Sædvanen tro fandt man sin modstander til 1. runde ved lodtrækning, så der herefter var en vindergruppe og en tabergruppe. Om det var lodtrækningsuheld eller bare manglende evner i den ikke helt nemme disciplin med manglende materiale, skal være usagt, men efter den indledende runde måtte to af de umiddelbart største favoritter se sig henvist til tabergruppen.

Turneringen fortsatte herefter med fire grupper, hvor man spillede alle mod alle, og hvor etterne og toerne kvalificerede sig til semifinalerne. Efter en række spændende partier, og også hvor nogle enkelte led smertefulde nederlag var der et par steder pointligestilling. I år havde man så valgt at lade den højstratede blive placeret øverst ved ligestilling – de havde trods alt også kæmpet med det største handicap, der i flere eller mange tilfælde betyder, at man fra starten skal starte sit parti med kun 1 tårn.

Den ene vindergruppe vandtes af e ”nyt ansigt” eller måske snarere en gammel kending. Henrik Degnehave har spillet i klubben et pænt stykke før årtusindskiftet, men havde bestemt ikke glemt kunsten at flytte brikkerne på den rigtige måde. Et enkelt nederlag i gruppen måtte dog indkasseres, men han vandt alligevel gruppen med et halvt point mere end de to nærmeste forfølgere.

Gruppevinderne skulle så møde gruppetoerne, og det gav følgende semifinaleresultater:

Vindergruppe:
Leif Møller Hansen – Allan E. S. Andersen 1 – 0 (hvilket næppe vækker glæde hos klubbens formand!)
Henrik Degnehave – Kai S. Munk 1 – 0

Tabergruppe:
Axel Nielsen – Aage Andersen 1 – 0
Morten Fredsgaard Rasmussen – Claus Qvist Jessen 0 – 1

Henrik Degnehave var nu i finalen, og havde i flere partier vist en god evne til at bytte fornuftigt af og ikke give sin måske bedre modstander mulighed for at overvinde sit handicap og få gang i noget spil, der kunne vende partiet til gevinst. Der blev hvisket lidt i krogene om, at Henrik vist havde for lidt handicap – det kan der måske være lidt om, men man skal huske, at et af formålene med turneringen, udover at det skal være lidt hyggeligt og sjovt, er at den mindre gode spiller skal have en rimelig chance for at begå sig.

I finalen måtte Leif Møller Hansen inden partiets start aflevere 2 bønder. Alligevel fik Leif Møller Hansen umiddelbart startet fornuftigt og vandt tilsyneladende den ene bonde tilbage. Senere opstod der dog en række komplikationer, og det slap Henrik Degnehave ubetinget bedst fra, så Leif Møller Hansen måtte strække våben. Uanset en eventuel handicapfordel, kræver det både dygtighed og held at klare sig hele vejen igennem. Det tidligere medlem af klubben var vendt tilbage – han kom, så og sejrede!

Det endelige resultat af den 94. Nytårshandicapturnering i 2017 blev:

Vindergruppe:
1. Henrik Degnehave
2. Leif Møller Hansen
3. Allan E.S. Andersen
4. Kai S. Munk

Tabergruppe:
1. Claus Qvist Jessen
2. Axel Nielsen
3. Morten Fredsgaard Rasmussen
4. Aage Andersen

Views All Time
Views All Time
1627
Views Today
Views Today
1
Dagens opgave

Arkiver
Sponsorer
Guld sponsor Steel Coating A/S Nordea Bronze sponsorer