Skanderborg 2 vs. Silkeborg 1: 4-4

Skak-Holdkamp vs Silkeborg-1 (9)

Det skete i de dage, at vi nåede til Luciaoptog og tredje søndag i advent. Endnu vigtigere var det naturligvis, at klubbens stolte andethold skulle krydse klinger med topholdet fra Silkeborg. Lidt af en mundfuld, for vi var let underratede på seks af de otte brætter, og oven i købet var vor centerforsvarer Kai optaget af fjerde barnebarns kirkedåb. På kanten af gyldig grund, for undfangelser og efterfølgende fødsler og kirkelige højtider bør naturligvis altid cleares med holdlederen først. Lange rejser er naturligvis acceptable, men barnedåb, altså….. 🙂

Mens kantinemand Kell bryggede mokka, satte styrmand Bjarne T. kampen i gang, og det blev præcis lige så tæt og spændende, som man kunne håbe på. Der skulle gå mere end 2½ time, før første parti var slut, endda med lokal gevinst.

Jan Rode var helten, som efter en vild åbning som hvid i Alekhines forsvar fik en god terrænfordel styret af to isolerede bønder på e5 og e6. Nogen fordel, men pludselig kvajede modstanderen sig, og hele pointet flød i vor retning.

Udligningen kom kort efter, da Wheadon på sidstepladsen blev snydt som hvid i en skandinavisk åbning. Det så ellers fint ud længe, men noget gik galt, og 1-1.

Tredje færdige parti gav igen fuldt udbytte. Tavs på fjerde havde længe godt, hvidt spil, men ikke nok til gevinst – lige indtil at modstanderen lod sig snyde af en tårnskak på bageste række. Mattruslen kostede damen og partiet. 2-1 til os.

Og det blev endnu bedre, for Kristian Seegert på førstebrættet fik et flot sort point ud af opgøret med Per Knudsen. Hans hollænder lignede ellers ikke nogen fordel, men pludselig fejlede Per K., og Kristian nettede hele pointet. 3-1 til os; sensationen nærmede sig.

Så slog Silkeborg kontra, og det gik ud over Morten på femte etage. Han slap ellers som sort glimrende fra modstanderens Bird (1.f4) og havnede i et næsten lige tårnslutspil. Det lignede en remis, men modstanderen kunne i den grad sin teknik, og vor mand måtte ned. Øv altså, og nu 3-2 til os.

Jonas på tredje havde meget passende en partislutning med Sune Bergs skakspalte i dagens udgave af JP (Skakligadebuten mod Thore Prien, Bov), og dagens parti var også til bøgerne. Desværre bogen over missede chancer, for vor unge helt havde som sort godt fat i modstanderen og endte med et slutspil med to bønder på e- og g-linjerne mod en enkelt hvid bonde i f-linjen, noget der til forveksling lignede Topalov-Carlsen spillet dagen før(!) i London. Mestermødet blev remis, og det endte det også med hos Jonas. 3½-2½.

Næstsidste færdige mand blev Claus Q. på sjette. Hans lidt for uambitiøse, hvide åbningsspil gav modparten et vist pres i c-linjen, mens Claus selv kunne “glædes” over en sjældent bovlam løber på b2. Heldigvis så Silkeborg-manden ikke chancen, da han et øjeblik havde muligheden, og partiet endte efter en masse gensidig tidnød i remis. 4-3.

Sejren lurede, men desværre sad holdchef Colin tilbage med et tabt slutspil. Dr. Watson var sikkert startet med færre bønder end modstanderen, men kæmpede godt og fandt en masse fusk og fup, så vor mand endte med to forvandlingsklare bønder på syvende række. Desværre havde modstanderen D + T i overskud, og Colin gav pote til slutfacit 4-4.

Alt i alt et godt resultat mod divisionens formodet stærkeste hold; en kamp hvor vi havde den nødvendige medvind og fik et par halve points “for meget”. Den slags tæller også, og vi var glade.
Endnu en gang tak til alle for god fight og til Kell og Bjarne, som begge har en meget stor andel i vore velfungerende klubdage og -aftener. Tak for det!

Stillingen i gruppen: Silkeborg fører med 19½ efter fire runder, Skanderborg 2 har 16 på en delt tredjeplads, og Horsens i bunden har 12. Det bliver en tæt gruppe med mulighed for alt, men vi mangler fx stadig Horsens. Det tegner godt 🙂

Views All Time
Views All Time
1807
Views Today
Views Today
1
Dagens opgave

Arkiver
Sponsorer
Guld sponsor Steel Coating A/S Nordea Bronze sponsorer