Team Nordea Skanderborg bider sig fast i toppen

Efter weekendens runde i skakligaen har Team Nordea Skanderborg bidt sig fast i toppen af skakligaen. Sammen med Brønshøj, der ligger 1 point foran, er Team Nordea Skanderborg favorit til at vinde det danske mesterskab i holdskak.
I weekenden var lokalrivalerne Nordre fra Aarhus på besøg. Historisk set har Nordre altid været et hold, som har givet Team Nordea Skanderborg kamp til stregen.
Med afbud fra Jonas Bjerre, Daniel Semcesen og Rasmus Svane tegnede det også denne gang til at blive en lige match med Team Nordea Skanderborg som kneben favorit. Skak.dk spåede Nordre uden chancer og forventet score var 4,61-3,39.
 
Peter Grove var først færdig på bræt 7 mod Jan Schleicher Christensen. Partiet endte remis i en stilling, hvor begge parter mente, at modstanderen stod bedst.
Umiddelbart herefter delte Mads Boe med Martin Bækgaard på bræt 6 og Jackie Andersen delte med ex-verdensmester Jørn Sloth på bræt 5. Jackie tabte i sidste sæson til Jørn Sloth og var derfor ekstra opsat på en sejr. Kai Munk på bræt 8 spillede sig frem til en god stilling mod Thomas Klitgaard. Med mindre tid end modstanderen blev der enighed om remis og dermed var stillingen 2 – 2.
På topbrættet blev det til endnu en remis, da hverken Mads Andersen eller Igor Teplyi kunne finde den afgørende fordel.
På bræt 3 kom Nicolai V. Pedersen i alvorlig tidsnød og spillede mange træk med kun lidt over 1 minut på uret. Det udnyttede Filip Boe Olesen til at spille sig frem til gevinst og dermed var Nordre foran 3½-2½ og lignede pludselig en vinder.
Bjørn Møller Ochsner kæmpede længe for gevinst mod Tom Petri Pedersen på bræt 2. Desværre uden held og parterne endte med at dele. 4-3 til Nordre.
Skæbnen lå herefter i Mads Hansens hænder, der på bræt 4 mødte Johnni Veng, der var tilbage i Nordre efter en afstikker til Evans. Johnni havde skubbet Nina Høiberg på bænken, og det så længe ud til at være en god disposition. Partiet lignede meget længe remis. Heldigvis udviste Mads sublim teknik og tog sin tredje sejr ud af 3 mulige. Slutresultat på 4-4 og et truende nederlag afvist.

Næste modstander er Bov, som er vært søndag den 17.december.

Views All Time
Views All Time
1725
Views Today
Views Today
1
Dagens opgave

Arkiver
Sponsorer
Guld sponsor Steel Coating A/S Nordea Bronze sponsorer