Kedeligt nederlag til 2.-holdet: 2½-5½
Life is hard, and then you die. Sådan føltes det i hvert fald (lidt) efter andetholdets første holdmatch i det nye år.
Modstanderholdet var Springeren fra Kolding, et stærkt hold, som vi tidligere har mødt et par gange med svingende resultater. I dagens anledning havde feriebarnet Kai formastet sig til drage til Argentina, så vi havde en enkelt reserve: Poul Nørgaard på 8. Men det gik vel. ELO mente i hvert fald, det ville blive en næsten lige match (3,40-4,60).
Efter et par timers spil var kun ét parti i nærheden af at blive afsluttet, og det var vor unge supermand Jonas, der som sort i en Nimzoinder havde held til et stærkt fremstød med c7-c5. En irriterende binding blev til en kvalitet, og snart efter kollapsede modstanderens stilling. 1-0 til heltene fra Skanderborg.
Så gik der næsten et par timer inden næste afsluttede mand. Det var Kristian på toppen, som i en italiener havde fået hænderne fulde mod IM Attila Gergacz (sandsynligvis ex-Ungarn). Åbningen gav et vist hvidt pres, og mod de 40 træk udartede det til en lidt ublid behandling af vor helt. Kristian måtte ned til 1-1.
Så begyndte det at gå stærkt med pointene – desværre flest i den gale retning. Holdchef Colin på 7. spillede som sort sin elskede Caro-Kann, blev muligvis overrasket af et hvidt f3, men slap vist fint ud af åbningen. Desværre fik modstanderen et flot spil på kongefløjen, og via en megastærk f-linje kørte Hvid sejren sikkert i hus: 1-2.
På 2. bræt mødtes de to holds Altmeisters, nemlig vor Jan Rode mod den gamle slagsbror Viggo Bové Quist (forreste bræt på fotoet), og det så længe rigtig godt ud for Jan. Sådan set udefra, i hvert fald, for pludselig var Viggo fræk og nappede testamentebonden på b2. Skanderborg håbede på dronningfangst, men Jan havde desværre ikke regnet langt nok, og pludselig stod det 1-3. Øv, altså.
Så kom Skanderborg endelig på tavlen, selvom det var en forbedring af de små. det skete, da Claus Qvist på 6. ad lange veje i en hollandsk Stonewall endte med en meget lukket stilling uden særlige udsigter til nogen af parterne. Det var i den grad slow-motion-skak, og inden kampleder Bjarne skred ind og dømte kollektiv “nøl”, tog man remis. 1½-3½, og tre partier manglede.
Men det skulle blive værre, da Tavs på 4. sal måtte strække våben. En ok dronninggambit gav fint spil til Tavs, men pludselig sovsede han en kvalitet bort uden ret meget kompensation, og så gik hele pointet gået til Kolding. Tavs strittede imod efter bedste evne, men andet end løse chancer blev det vist ikke til: 1½-4½. Det så sgu ikke godt ud.
Men når holdet svigter, er det godt med en solid reserve, og Poul på 8. svigtede ikke, selvom han med sine knap 1600 i rating var oppe mod en mand med 1900+. Et godt, hvidt pres på kongefløjen gav først én bonde og så én til, og da den ene af Pouls overskudsbønder nåede 7. række med udsigt til 8. og dronning, gav modstanderen op. Rigtig flot af Poul, 2½-4½, og det sidste blev nok remis.
Sidstemand var (igen-igen-igen) Morten R., der som sort havnede i en slavisk dronninggambit. Hvad gør man ikke for at få lov til at spille c6? Det så vist meget flot ud undervejs, men pludselig var vor helt en bonde bagud i et slutspil med 2T + L + 6B mod Mortens 2T + L + 5B. Løberne var uligefarvede, så vor mand skulle vel bare bytte af – og gjorde det. Tårnene blev fjernet fra brættet et ad gangen, og tilbage var L + 4B vs L + 3B. “Let remis” lød dommen fra en af tilskuerne, GM Mads, men uheldigvis var det ikke ham, men Mester Morten, der flyttede de sorte brikker. Noget gik galt, og modstanderen spillede ultrapræcist hele pointet til Kolding. Flot præstation fra den gale mand 🙁
2½-5½, og så var der dømt pizza.
Gruppen er tæt, og vi ligger nr. 6 med 19 points på dårligere matchpoints end Evans. Springeren overtog førstepladsen med deres irriterende gode resultat (24 pts.), mens Horsens ligger lidt isoleret i bunden med 15½. Dem skal vi møde i næste runde, og i sidste runde venter Fredericia.
Men eventuel oprykning gider vi ikke at snakke mere om, vel?!
