Mads A. sikkert videre i Speed-Chess

Fjerde og sidste kvartfinale: Mads Andersen mod Jacob Aagaard (nederst),
ivrigt kommenteret af Ellen Fredericia og Sune Berg (øverst).

.
I går d. 17. maj, Norges hellige nationaldag, var tiden kommet til fjerde og sidste kvartfinale – og endda den samlet set stærkeste af dem alle. Topseedede Mads Andersen skulle nemlig op mod den (fra starten) formodet svageste spiller, nemlig vinderen af kvalifikationen. Det blev så bare ikke den svageste spiller, da GM Jacob Aagaard let og sikkert vandt kvalifikationen, og pludselig havde vi en match mellem Danmarks stærkeste, aktive spiller og verdens mest produktive skakforfatter. Vi fik i hvert fald en masse god underholdning.

Konceptet var det samme som de tre foregående matcher: 1½ time med tiden 5+1, 1 time med tiden 3+1 og ½ time med tiden 1+1, og som altid kunne vi følge med live over Twitch – og, hvis man er tilmeldt, kommentere i chatten. Som ved DM var der altid masser af gode spillere med i chatten.

Ellen F. og medkommentator Sune forudså en tættere match end de tre øvrige, men det holdt kun i første del, 5+1’eren. Den vandt Mads knebent 5-4 efter svingende spil fra begge sider. Det er jo lyn, og dér græsser gedebukkene i flok.

3+1 bekom til gengæld Mads meget bedre end Jacob, for de 10 partier endte samlet 9-1 til Mads, og også bulletdisciplinen 1+1 endte med en sikker skanderborgsejr, her 10-3. Samlet altså 24-8 til Mads, men det kunne sagtens være blevet meget tættere, da Jacob smed adskillige points over bord pga. bøffer.

Mads A. – Aagaard (Twitch)

De øvrige tre kvartfinaler:

Jonas – Martin Haubro

Sune Berg – Bjørn Møller Ochsner

Thybo – Percivaldi

Semifinalerne spilles hhv. tirsdag d. 25/5 og tirsdag d. 1/6 og hedder:

Mads Andersen mod Sune Berg Hansen

Jesper Thybo mod Jonas Bjerre

Ikke overraskende fire stærke GM’er. Ja faktisk tilhører alle fire spillere toppen af den danske landsholdsklasse. Endda landstræneren og hans tre bedste spillere.

Favoritter? Aner det ikke. Det bliver formentlig tætte matcher, men hvis man alene skal dømme efter kvartfinalerne, har Jonas indtil nu virket mest overbevisende. Hans sagesløse modstander, Martin Haubro, blev totalt slagtet og vandt ikke så meget som ét eneste parti. Men med al ære og respekt for Haubro, er Thybo i en lidt anden liga, og ratingmæssigt endda svag favorit. Lyn og bullet er bare noget andet, så vi får se.

Der er i hvert fald garanti for spænding og underholdning, og med kompetent live-kommentering er det hele også ganske lærerigt for alle niveauer af spillere. Ellen tager de generelle, simplere linjer, mens den indkaldte GM tager de mere snedige og komplicerede varianter. Det fungerer fint, selvom det godt nok ikke er lang tid, de har til at diskutere trækkene.

Views All Time
Views All Time
506
Views Today
Views Today
1
Dagens opgave

Arkiver
Sponsorer
Guld sponsor Steel Coating A/S Nordea Bronze sponsorer