SMUK-Skak GM 6. rd.

Fra førerbunkeren: Skanderborgs formand Torkild og webmaster Jesper har helt styr på detaljerne.

Så nåede vi 2/3 gennem turneringen, og tingene begynder at spidse til i begge ender af tabellen. Det er vist den periode, man i golf kalder “moving day” – hvor der flyttes gevaldigt rundt på placeringerne før selve finalen.

Dagens første afgørelse var Ungarns Gabor Nagy mod Nikolai V. P. Begge var sluppet fint fra 5. rd. onsdag med hhv. en gevinst og en næsten-gevinst, og torsdagens parti var vel ret åbent. Ja, det var ligefrem lige, indtil Nikolai (igen-igen-igen) kom i tidnød og glemte en svag baglinje med et udækket tårn på b8. Ud af ingenting spillede hvid sin isolerede c-bonde til c6. Den kunne ikke tages pga. det svage tårn og heller ikke, da den nåede c7, og ved udsigten til at bonden nåede c8, opgav sort. Av for den og 1-0. Nagy fik smæk i 1. rd., men har scoret hele 4½/5 i de næste fem runder.

Næste færdige parti var Bjørn mod Igor Janik, som udefra så ret korrekt og udramatisk ud. Det kom vist aldrig over remisgrænsen og sluttede da også med en evig skak. For Janik har det efter nderlag i 4. og 5. nok været vigtigt ikke at tabe. ½-½.
.

WIM Julia Antolak, endelig en hel pind på kontoen.

.
Janiks bedre halvdel, Julia Antolak, har i de fleste partier været oppe mod overmagten, men ikke i dag. Der stod den næstlavest ratede, svenske Mr. Lindgren på menuen, og Julia slap som sort fint fra den ultimativt aktive åbning: Benkogambit. Allerede efter 15 træk stod sort til en fordel på 3,5 trods to bønder nede, og hun slap aldrig taget. Partiet tog en omvej over en slags slutspil med D+T+4B mod D+S+5B, men der var aldrig tvivl om resultatet. 0-1, og Polen er med igen.

Med Nagys gevinst var der pres på Yuri S., som skulle vinde dagens dyst mod Filip Boe for at holde trit med den ungarske spurt for ikke at glemme Frederik Svanes stabile spil. Desværre for den ukrainske topmand spillede Filip en solid og velkendt sicilianer, som (ifølge mine amatørøjne) aldrig kom væk fra den (for Yuri) rriterende, balancerede remiszone. ½-½, og så manglede vi kun ét parti for dagen.
.

GM Sabino Brunello, en gennemført rar og munter fyr, som dog er ramlet ind i modvind på den seneste.

.
Og hvilket parti. GM Brunello startede flot med 2/2, men har siden haft det svært med kun 1/4, og i dag ventede turneringens yngste og samtidig mest velspillende modstander: dansk-tyske Frederik Svane. Svane repræsenterer vel alt det, en modstander bør frygte: Ung, ærgerrig, ambitiøs og med et formidabelt overblik og en total mangel på nerver – også i slutspillet, som frit ifølge gamle Larsen ofte er ungdommens svaghed. Med ikke Frederik, hvilket vi så fx i de første runder. Ifølge Stockfish har Frederik ikke haft én eneste, dårlig stilling i turneringen.

Omkring træk 20 i en Trompowsky havde italieneren som hvid ofret en springer for et tilsyneladende uimodståeligt angreb mod sorts konge. Sabino har sikkert glædet sig, lige indtil Frederik kontraofrede sin dame for to lette officerer, så den meget ubalancerede materialestilling sagde tre lette for damen. Ikke hverdagskost, og oveni var den hvide kone lidt deplaceret på h6 uden angrebschancer.

Svanes trumf blev e-bonden. Efter e6-e5 havde sort pludselig en løbsk fribonde i centrum plus en masse billige officerer, han kunne bruge til genere hvids dyre blokadebrikker. Bonden blev ofret til fordel for en kvalitet, og i finalen fik Svane sat et flot kongeangreb ind med 2T+2S mod en ret strippet konge, et stakkels tårn og en dronning tre kilometer borte. Dagens og måske tureringens mest seværdige parti (aldeles subjektivt ifølge mig) og et flot point til Frederik Svane. 0-1.
.

Sabino B.Frederik Sv.0-1
Bjørn M. O.Igor Janik½-½
Phillip L.Julia Antolak0-1
Gabor NagyNikolai V. P.1-0
Yuri S.Filip Boe O.½-½

.
Svane fører nu turneringen alene med 5/6 foran Yuri S. og Nagy med 4½ hver. Og i morgen møder Svane Nagy, og Yuri venter i 9. og sidste runde – og mellem de to ligger Lindgren i 8. Jeg har svært ved at se, hvordan Frederik kan undgå at lave en GM-norm (6½/9). Han skal “bare gøre det lige så godt, som han har gjort hidtil. Ikke så ringe endda.
.

Dagens partier:

LiveChessCloud

Liveskak.dk

Chess24

Turneringstabellen

.

Morgendagens møder:

Igor JanikSabino B.
Frederik Sv.Gabor Nagy
Bjørn M. O.Filip Boe O.
Nikolai V. P.Phillip L.
Julia AntolakYuri S.

.
Følg med her:

LiveChessCloud

Liveskak.dk

Chess24

.

Objektivt set er det mest interessante parti naturligvis topopgøret Svane-Nagy, men for os skanderborgere er det også super, at to af drengene, Bjørn og Filip, her mødes. Topplaceringerne er nok forduftet, men der er masser af ELO og håneret at spille om. Og Julia har fået vind i sejlene og kan ikke forventes at opergive sig uden kamp mod Yuri, plus at Janik, Brunello, Nikolai og Phillip alle har masser af ære at spille for.

Bemærk, at vi i morgen fredag starter runden kl. 18.30 for at flugte med EMT’en som jo også starter dér – med 80 deltagere!

Det begynder jo at ligne en hel skakfestival, og skulle Skanderborgs bestyrelse være i tvivl om, om man skal lave noge tilsvarende næste år, har vi nærmest svaret her. Be prepared, men om det bliver august, vides ikke. Skakkalenderen i 2021 har jo været noget forskubbet (DM, Xtracon etc.), men tjek hjemmeside og skak.dk for nyt.

Views All Time
Views All Time
399
Views Today
Views Today
1
Dagens opgave

Arkiver
Sponsorer
Guld sponsor Steel Coating A/S Nordea Bronze sponsorer