Unge Uzbekistan vandt Skak-OL
.
Det blev tæt løb, men da røgen var lettet, viste det unge hold fra Uzbekistan sig at stå distancen og sluttede øverst i tabellen efter de 11 runder. Armenien uden deres landflygtige topmand, Aronian, besatte andenpladsen, og Indiens unge andethold tog bronzen. Spoler vi tiden tilbage til Gukesh’ katastrofale springertab mod Abdousattarov i 10. runde, afgjorde det ene parti faktisk OL. Havde Gukesh holdt remis eller vundet, havde Indien 2 taget guldet foran Armenien! Nu vandt uzbekerne for første gang.
Til gengæld vandt Gukesh (trods ½/2 i slutspurten) turneringens bedste præstationsrating på hele 2867 foran Abdousattarov og Magnus Carlsen på hver 2803.
Se listerne for alle brætter HÉR. Kun Mads Andersen (af danskerne) kom blandt de 20 bedste på “sit bræt”.
Danmark snublede i sidste runde mod Montenegro (1½-2½) og endte langt nede som nr. 45 efter en seedning som nr. 27. Det var bestemt ikke godt, men matchen var ganske tæt, og det kunne lige så godt være blevet 2-2 eller 2½-1½ til os.
Danmark stillede op med Jonas, Mads, Allan og Haubro, og det gav tre halve og et nul til Allan, som desværre var småsyg, men blev det, efter at holdopstillingen var afleveret. Surt show, for der var flere gode chancer på de øvrige tre brætter. Jonas havde bl.a. gode chancer på førstebrættet, men fik kun en halv.
I den slags schweizere er sidste runde uhyggeligt vigtig, og havde Danmark vundet sidste runde mod Montenegro, var vi endt på 15 MP og 29,5 BT, hvilket havde givet en 11.-plads! Ret uretfærdigt efter det meget slingrende, danske spil, men sådan er schweizere indrettet. Man skal spille godt til allersidst – ikke i starten, så slutplaceringen var nok meget retfærdig.
Hele stillingen kan ses HÉR
Sune Bergs videoreferat fra de sidste to runder (optimistisk “konklusion” + gennemgang af partiet Bjerre-Kadric fra sidste runde)
.
Individuelt blev scorerne som set nedenfor. Personligt synes jeg, at Mads virkede som den mest stabile af alle de danske gutter, og hans ratinggevinst bekræfter dette. Også Jonas, som jo havde debut på toppen, gjorde det smukt om end han startede lidt vaklende. Det bedrede sig, og han spillede bedre og bedre gennem de 11 runder. Landstræneren ser ikke mange grænser for Jonas’ mulige topniveau.
Thybo gjorde det længe godt og holdt sig ubesejret langt henne i turneringen, men at han ender med at tabe rating efter 75 % score, lugter hen ad for mange pointtab under møder mod “halvbløde” modstandere – fx Zambia og Letland. Det er ikke mod Montenegro, vi skal finde de danske bøffer, men ved de tidlige nederlag mod noget svagere modstandere.
Allan Stig vil nok helst glemme dette OL. Han havde et par sære hjerneblødninger undervejs, bl.a. en gigantisk, misset gevinst mod Zambia, og Haubro var heller ikke voldsomt stabil. Jeg kender ikke grunden til, at han ikke spillede flere runder i streg, men rygterne siger, at landstræneren var utilfreds. Så må 10. runde dog have gjort frygteligt godt, for dér så vi for første gang Haubro lige så optimistisk og slagkraftig som ved DM.
Alt bliver så let, når man sidder på afstand og tjekker med en computer 🙂
.
Spiller | Qat. | Zam. | Ang. | Letl. | Taiw. | BD | Finl. | Alb. | Esp. | Col. | MN | Score | ELO +/- |
Jonas | ½ | 1 | 0 | 1 | ½ | 1 | ½ | 1 | ½ | 6/9 | -1,2 | ||
Mads | ½ | 1 | ½ | 1 | 1 | ½ | 1 | ½ | 1 | ½ | 7½/10 | 4,9 | |
Jesper | 1 | ½ | 1 | 1 | ½ | 1 | ½ | ½ | 1 | ½ | 7½/10 | -8,5 | |
Allan | 1 | ½ | 1 | 1 | 0 | ½ | 1 | 1 | ½ | 6½/9 | -18,7 | ||
Martin | 1 | 0 | 0 | 1 | 1 | ½ | 3½/6 | -7,8 | |||||
Total | 3½ | 1½ | 4 | 1½ | 3½ | 3 | 2 | 3½ | 1 | 28½/44 |
.