3. runde i 2. division
Det skete i de dage, at der udgik befaling fra DSU’s pletvist inkompetente turneringsledelse, at Skanderborgs og Springeren Koldings raske riddere skulle mødes i ædel dyst over de ternede brætter. Tredje runde ventede, og modsat sidste runde, hvor Fredericia fik uventet let spil pga. andetholdets voldsomme åreladning opad til XtraCon og derfra til Bundesligaen, havde turneringsledelsen ikke smækket runden sammen med noget andet vigtigt. Risikoen for en sportslig korrekt match var pludselig til stede. De kan jo godt, eller var det held?
Under alle omstændigheder skulle vi en tur til Kolding og møde Springeren, og det skete i næsten normal opstilling – dvs. Morten Ras. havde meldt afbud, så der var blevet plads til formand Allan på nederste bræt. Men et godt hold, og det skulle vi nok få brug for. Springeren har vi nemlig mødt før med meget svingende resultater, og selvom de havde underpræsteret de første par runder, var de ikke uden evner med spillere fra 1922 i toppen til 1817 i bunden. 4,78 til os sagde Dr. ELO.
Det blev en skarp omgang – i hvert fald alle andre steder end på bræt 5, hvor Claus og hans modstander begge spillede lidt blødt og tog remis efter 20 træk og en sand kaskade af fredsommelige afbytninger. Så er det godt, at andre kan, og Grove og Christian Frambøll vandt kort efter flotte sejre. Grove nærmest overspillede modstanderen i åbningen, men unge Frambøll på smukkeste vis lavede en positionel nedspilning af modstanderen. En isoleret dobbeltbonde på c7-c6 blev presset i småstykker, og i slutspillet vandt T+3B let over T. Dagens flotteste Skanderborgindsats.
Tavs på 3. havde også godt fat og vandt med et hurtigt eksekveret kongeangreb, og pludselig stod det 3½-½ til os. Ikke ringe, men så fik vi heller ikke meget mere. Jan på toppen stod længe glimrende og vandt en officer for et par bønder. Desværre havde Sort masser af modspil og endte med at fuske et hel point ud af partiet. Bugger, altså.
Til gengæld overlevede Allan et centralt stormløb mod de åbne linjer og tryllede det hele om til et slutspil med S mod dårlig L og fem bønder til hver. Det spillede vor mand desværre ikke optimalt, så en mulig gevinst blev til en fin halv – stadig 250 ELO underratet.
Tilbage sad Poul og Kai og kæmpede, men sæsonen har (indtil videre) ikke været nogen dans på lutter lagkage for nogen af de to. Kai forsvarede sig længe mod en minusbonde og et massivt hvidt pres i a-linjen, inden han måtte give op. Nogenlunde samtidig måtte Poul også overgive sig. En bonde mindre og pres på dronningfløjen var mere, end vor helt kunne klare, så 4-4. Det var Springeren vist bedst tilfreds med, men det var nu ikke så ringe endda.
