Ny nedtur for 2.-holdet i Herning

Det skulle være så godt, men allerede i første runde mod Horsens 1 stod det lysende klart, at vores 2.-hold skulle kæmpe hårdt for at havne i den øverste del af 2. division gruppe 3. Med FEM afbud fik vi læsterlige klø, og så kunne man jo håbe på, at vi kunne spille alle de senere kampe for fuld kraft.

Men nej. Afbud på afbud fulgte gennem hele sæsonen, og bortset fra et par enkelte lyspunkter blev 2023-24 en sæson med alt for mange overmatchninger. Tapre reserver har (heldigvis) dækket de mandskabsmæssige mangler nedefra, men holdet har undtagen én runde været markant svagere, end den originale holdopstilling.

Forud for afslutningsrunden i Herning lå vi (forudsigeligt og desværre fortjent) på næstsidstepladsen og skulle nu ud i en direkte kamp om dumbopladsen mod 1968’s 3.-hold. “8-0” mente holdleder Colin, men det kom vi kom aldrig i nærheden af.

.
De første færdige folk var se tapre reserver Torben Gregersen og Jesper Pallesen på 7.- og 8.-brætterne. Det gav to ret hurtige remiser til stillingen 1-1, men derfra gik alt galt. Stolpe ud i næsten alle partier.

Claus Qvist havde god succes med en stribe afbytninger i centrum og skulle egentlig “bare” konsolidere stillingen inden han gik i gang med at presse sort baglæns – lige indtil han helt uprovokeret droppede en kvalitet og kort efter hele partiet. Dagens næstdårligste træk, så nu stod det 1-2.
.

Nicolai Löwenstein på 1. havde med de sorte ofret først én bonde og siden et par til mod et kraftigt angreb mod modstanderens konge, der gemte sig på dronningfløjen. Desværre kom der undervejs grus i maskineriet, og det, der lignede en god gevinst, endte med en pointdeling til 1½-2½.
.

Holdleder Colin spillede sin elskede Caro-Kann og stod længe glimrende – lige indtil han blev snydt for en hel officer på dronningfløjen. Hård kamp genvandt officeren, men prisen var to hvide fribønder på fløjen, og ikke længe efter måtte Colin give pote til 1½-3½.
.

Tilbage sad Tavs på 2.-brættet og kæmpede hårdt. Han havde som hvid scoret en fin bonde ret tidligt i partiet, men sort blev ved med at finde opfindsomme chancer og fik presset vor man så meget, at han måtte give to lette for et tårn. Til gengæld havde han to gode ekstrabønder, så der var rigtig meget at kæmpe om – lige indtil vor mand lavede dagens dårligste træk (Claus lavede det næstdårligste) og tillod en mat i to på baglinjen. Aaaaargh! 1½-4½.

.

Næstsidste mand var Niels Christian på 6., som endte i en pivåben stilling med udsatte konger og D+S på hver side. Tilskuerne fattede vist ikke, hvem der egentlig spillede på gevinst, og til sidst var der ingen af parterne, der orkede mere. Remis og nu 2-5.
.

Morten på 5. spillede dagens i særklasse længste parti. Vi var allerede rykket ned på sidstepladsen, men killerinstinktet overvandt duften af fredspibe, så vor mand prøvede hårdt at score hele pointet.

Og det var lige ved at lykkes. Åbningen (Caro-Kann, natürlich) gav et par sorte merbønder og en overvældende stilling – lige indtil den sprælske, hvide springer kostede et sort offer: D for T + S. Men sort havde alle gevinstchancerne for de tre plusbønder, mens den unge hvidspiller i bedste fald kunne håbe på en evig skak med hans meget levende dronning. Bønderne på kongefløjen blev gradvist byttet af, og snart efter fulgte de fleste på dronningefløjen, så sort til sidst havde T+L+c-bonden mod hvids enlige dame.

Planen var klar nok: Ned med bonden uden at give hvid chancer for evig skak eller afbytning af damen for T+B, og det var liiiige ved at funke. Forud for startbilledet var fulgt Td8-d4+, og så havde alle nok regnet med, at hvid opgav. Dxd4, Lxd4 og Kxd4 dur jo slet ikke, men hvid havde smart set Kb3 (startbilledet), og tager sort damen, er hvid pat. c1S# ser flot ud, men bonden på c2 er bundet.

Smukt set af Mortens unge modstander, og vor mand kunne da heller ikke lade være med at smile bredt og respektfuldt, da han slog damen til remis og slutstillingen 2½-5½. 80+ træk fik de spillet, og bortset fra brikryddere, kamplederne og os medrejsende skanderborgere var spillesalen aldeles tømt for liv.

.
Den kedelige slutstilling ses HÉR.

Vi havde jo håbet på, at afstanden mellem vores kanonstærke førstehold og andetholdet med årene bliver mindre. At vi fik en bedre sammenhæng mellem eliten og “alle os andre”, men mens førsteholdet styrer mod et sikkert DM, ryger andetholdet lige så sikkert ud af divisionerne. Forskellen bliver større for hvert år. Ikke mindre. Sådan ville det ikke være, hvis alle de stærkere spillere bare ville spille, men det vil de ikke. To såkaldte “faste spillere” i toppen af 2.-holdet spillede tilsammen 0 (NUL!) partier ud af 14 mulige.

Holdchefen kan desværre ikke tvinge alle de stærke reserver og faste spillere lige under førsteholdet til at spille, og i takt med de mange afbud bliver de ellers trofaste folk nok endnu mere ligeglade. Ligegyldighed er begyndelsen til manglende klubånd, så hvad fanden gør vi forkert, som andre klubber tilsyneladende ikke kæmper med i samme grad?

Har vi efterhånden fået en klub, hvor en del stærke spillere kun gider at kigge opad og aldrig ligeud eller lidt nedad? Har vi en klub hvor hovedparten af 2000-2200-gruppen aldeles frivilligt vælger at være passive ikkespillere i stedet for at deltage i klublivet? Jeg troede faktisk, at folk spiller skak, fordi de kan lide det, men noget må åbenbart mangle.

Jeg er sikker på, at spillerne ved, hvem de er, og jeg er lige så sikker på, at bestyrelsen hellere end gerne lytter til forslag. Hvad skal der til få at få DIG til at spille holdskak? Ikke nødvendigvis hver eneste runde, men dog spille? Husk på, at få (ekstra) stærke spillere i toppen af 2.-holdet, vil 3.-holdet spille for at aflevere alle deres spillere som reserver og bliver dermed stærkere. Det samme med 3.- og 4.-, og måske et eventuelt 5.-hold. At spille holdskak gavner HELE klubben; at lade være gavner kun vores modstandere.

Skriv til formanden/bestyrelsen, hvis du har gode ideer.

Vi ses næste år i 6. HK.