Flot sejr til 2.-holdet i Viby

Tavs (t.h.) på vej mod en slidsom sejr i slutspillet. Bemærk trumfkortet: Fribonden på h4. Tavs har indtil nu scoret imponerende 3½/4, endda i toppen af holdet.

.
Første holdkamp i 2025, og den gik ca. lige så godt, som det gik skidt i Randers. Syv raske, faste spillere var med, og så var der plads til den faste reserve og referent på 8.-brættet. Der blev i bilen sporet en vis optimisme inden kampen, om end de mere realistiske mindedes nedturen hos kronjyderne lige før juleferien. Men det kunne vel ikke gå værre end galt.

Kl. 12 sharp startedes urene i Vibys helt igennem fine og behagelige lokaler. Let the fight begin, og det gjorde den så rigeligt – endda med pil opad til os. Efter et par timer så det rigtig fint ud de fleste steder. Et par stykker virkede ret lige, et enkelt noget i underkanten, mindst tre med pæne fordele til os og lidt uoverskueligt “mudder” for resten. Ikke så ringe endda, og snart begyndte resultaterne at tikke ind.

Første mand færdig var NC (6. bræt, sort) i et parti, der startede med skotsk åbning og midtvejs lignede en kongeinder mere end en lille smule. Hvid havde et vist initiativ i centrum, men NC havde modchancer og tilbød efter eget udsagn remis efter et gevinsttræk. Tiden trykkede, og matchstillingen var helt lige: ½-½.

Colin (5. bræt, hvid) startede med sin specialitet 1. Sc3, men efter e4, e5 og d4 havnede de i endnu en slags skotsk. Dog med et hurtigt, hvidt f2-f4, som naturligt nok gav en det terræn og spil i centrum. Den lille fordel fes dog ud i ingenting, og spillerne tog remis til 1-1. Bestemt ingen pølseremis, insisterede Colin.

Første hele point til Skanderborg kom fra Morten (7. bræt, hvid). Naturligvis i en af hans elskede London-systemer, hvor en hurtig dronningafbytning (via axb4) gav hvid en åben a-linje. Sort skulle prøve noget og ofrede en løber på b4 for to bønder, men det hjalp ikke. De hvide brikker trængte langsomt og sikkert ind i den sorte stilling. De fleste officerer blev byttet af, og til sidst sad Morten med en galoperende springer og fire bønder mod sorts fem bønder. Sikker gevinstføring, og så var vi foran 2-1.

Rob (4. bræt, sort) havnede i en kongeinder med ganske aktivt spil fra begge sider: c4 og d4 fra hvid og c5 og d5 fra sort. Det gav bare ikke nogen afgørende fordel til nogen af parterne, og de delte pointet til 2½-1½.

Nikolai Brondt (1. bræt, hvid) spillede (også) London, men partiets udviklede sig meget anderledes end Mortens. Modsatte rokader og en stærk, hvid springer på e5 gav et flot tryk mod den sorte konge, og et bitte offer krydrede en helt igennem flot indsats på toppen. Skanderborg trak nu fra til 3½-1½.
.

Torben Fogh-Claus Q. efter 43. Tb1-b3. En vidunderlig og helt risikofri stilling for sort, og partiet blev kun fire træk længere startende med d3 og Tc2+.

.
Og det blev ved. Claus (8. bræt, sort) kom godt ud af en lukket grünfeld og fik en stærk, åben c-linje. En masse tunge afbytninger styrkede den sorte fordel, og det skadede bestemt ikke, at hvids Sf3 var bundet til dækning af den svage d4-bonde, og at hvid havde en dum dobbeltbonde i b-linjen. Det lignede døden i slowmotion, og det blev det (diagrammet). Helt uden antydningen af modspil opgav hvid, da sort havde tre forbundne fribønder i d, e og f-linjerne (efter spisning af Bf2) og trusler om mat i et par træk. Sikker sejr og individuelt har Claus nu 2½/3 i bunden af 2.-holdet og 1½/2 i toppen af 3.-holdet = total 4/5. Holdstillingen var nu 4½-1½.

Kai (3. bræt, hvid) har spillet som en græsk gud hjemme i klubben, men på 2.-holdet går det ikke helt så godt. En afslået dronninggambit endte i en masse afbytninger, og da røgen var delvist lettet, sad vor mand med et halvdårligt slutspil med T + S + 3B mod sorts T + S + 4B. Det destillerede ned til T + S + 1B mod T + S + 2B, og uheldigvis var sorts merbonde en god fribonde i h-linjen. Det sorte tårn blev ofret mod hvids springer, og randbunden var desværre umulig at stoppe. Ved udsigten til bondens målstreg opgav vor mand til en reducering til 4½-2½ i Skanderborgs favør.
.

Tavs’ parti trak en pæn kødrand af begge spillernes holdkammerater i den spændende slutfase. Tavs holdt heldigvis hovedet koldt.

.
Tilbage sad Tavs (2. bræt, sort) som sidstemand. Han havde valgt grünfeldindisk, men slog efter få træk dxc4, og så var man nærmest i en modtaget dronniggambit. Sort fik endda lov til at holde merbonden et stykke tid, og med den fulgte et vist terrænmæssigt initiativ på dronningfløjen. Hvid pressede til gengæld på i centrum, og da hele dronningfløjen blev effektivt byttet af, var stillingen kogt ned til en font af 2T + L + 4B til hver side.

Det lugtede af totalafbytning og remis, men Tavs fandt en smart ressource, som tvang hvid til først f2-f3 for at hindre tab af Be4 og siden afbytning af T + L på begge sider. Et sort tårn på ottende række spærrede effektivt den hvide konge inde, hvids h-bonde gik tabt, og sort førte langsomt og sikkert h-bonden til gevinst. Dvs. der var en snedig remis, som hvid bare ikke så, men det blev stolpe-ind og en gevinst til Tavs, som indtil nu har scoret flotte 3½/4 = en præstationsrating på intet mindre end 2284! Stammen gror heldigvis ikke langt fra æblet, og matchen endte derfor 5½-2½ til os.
.

Resultatet af søndagens anstrengelser: 5½-2½ til heltene fra Søhøjlandet.

.
Viby Skakklubs udlægning af matchen kan læses HÉR. Der kan man se både Tavs’ partislutning og hele Kais parti.

Slutresultatet var noget bedre end ELOs forudsigelser (4,75-3,25) og sendte os godt op i tabellen (nedenfor). Faktisk ligger vi på en tredelt andenplads – 1 point efter Randers, som vi var så uheldige mod i tredje runde. Femte runde skal vi møde Nordre 2, som ligeledes har 18 points, så det bliver en hård opgave. Vi beder til, at alt og alle møder op i toptunet tilstand d. 2. februar, mens holdlederen fornøjer sig med kolde bajere og, nåh ja, lidt skak i det nordvesttyske.
.

Stillingen i Mesterrækken efter fire runder.
Link til tabellen.

.

3 x pizza + 1 x pasta på Tarantini til halvdelen af det godt kæmpende hold: Claus, NC, Rob og Morten. Because we’re worth it!
Views All Time
Views All Time
191
Views Today
Views Today
2
Dagens opgave

Arkiver
Sponsorer
Guld sponsor Steel Coating A/S Nordea Bronze sponsorer