NordWest-Cup in Bad Zwischenahn
Næsten 400 skakspillere samlet i et stort lokale, alt emmer af skak, måske er det derfor jeg nu er hernede for 5. gang. I år er vi igen 4 spillere fra Skanderborg Skakklub idet Valdemar, Vibeke og Torben har gjort mig følgeskab, Anders måtte desværre melde afbud i år men vi andre 4 hygger os.


Afgang Solbjerg/Skanderborg efter arbejde onsdag, lidt indkøb og en burger ved Scandinavian Park, og så fremme i Bad Zwischenahn, mellem Bremen og Holland, ved halv elve tiden. Massen af grin – vi har Vibeke med 🙂 – og røverhistorier, dagen sluttede med et spil skak og øl/vin/vand i hotellets restaurant/bar.
At vågne op til nedenstående udsigt, og med udsigt over søen fra morgenbordet, er velvære og dejlig afslapning.


Efter en god gang morgenmad slentrer vi lidt rundt i byen, jeg får købt en ny vinterjakke og vi får indskrevet os til turneringen. “Pludselig” er klokken 15 og vi tager lidt let frokost, ja man kunne godt have kørt herned torsdag formiddag, men 6 timer i en bil før man skal til brættet er ikke for sarte sjæle. Der skal nok komme run på de næste 3 dage, hvor vi skal spille 2 runder om dagen, så det er rart at starte lidt blødt op.
Jeg har selv deltaget i turneringen 4 gange (og været turneringsleder en gang), og tabt rating alle 4 gange! Hvorfor prøve endnu engang? Håbet er altid lyssegrønt, vi hygger os og får set på en masse skak – måske hjælper dette os resten af året!? – og vi tror altid på det inden 1. runde 🙂
Årets første runde var sort; vi skulle alle 4 have sort, men 3 af os mødte lavere rangerende spillere så målet måtte være 3 eller 2,5 point. Gad vide om vi nogensinde har spillet op til målsætningen?, og ja det mislykkedes også denne gang … kun 1 sølle point blev det til, det stod Hr. Gregersen for i et nydeligt og velspillet parti.
Har dog ikke trækkene, så I må nøjes med mit tabsparti herunder. I forrige nyhed viste holdleder Kasper rigtig fint parti, så nu fløger jeg op med et rigtig fint “blunder parti” 🙁 Jeg ved ikke, i skak bør vi dødelige spiller nok vinde lige så mange gange som vi taber, sådan ca., men jeg synes selv at have en klar overvægt af gode stillinger der tabes, end dårlige stillinger der vindes! Hvorfor hænger det sådan sammen?

