Herlig aften i GM Aagaards levende selskab
Som ventet og håbet blev GM Jacob Aagaard en fremragende oplevelse. Det fik en god samling lokale og udenbys spillere glæde af,
“Dagens tekst” var skaklivet i Indien, og Jacob startede med en stribe underholdende og meget personlige beretninger om en bogturné i Asien (inkl. Indien) tilbage i starten af 2017. Dvs. en bogturné uden bog, da bogen (“Thinking Inside the Box”) var blevet forsinket og først blev udgivet senere samme år. Turen blev i øvrigt beskrevet i ChessBase India.
.
.
Men bog eller ej var det rigtig fint at få Jacobs oplevelse af at være “special guest star” i det blomstrende, indiske skakliv – fra Mumbai (ex-Bombay) over Ahmedabad til Kalikut (ex-Calcutta) og Chennai (ex-Madras). Alle steder blev han modtaget som en rockstjerne og oplevede den enorme skakinteresse, som især Anands VM-titel medførte
Denne interesse er bestemt ikke blevet mindre efter Indiens dobbelte OL-gold i 2024 og Gukesh’ sejr over Ding kort efter. Allerede da Ding vandt VM over Nepo i 2022, forudså Jacob, at den næste verdensmester ville være inder. Men hvilken inder? Det ville han ikke gætte på, for mængden af verdensklasse topspillere synes uendelig. Gukesh, Erigaisi og Pragg er de øverste, og Indien har flere 2700+-spillere end noget andet land på kloden. Lidt som det vældige Sovjet mellem WW2 og 1972.
.
.
Efter en kort pause fortsatte Jacob med gennemgang af tre partier fra Indiens (og verdens) topspillere. Det første var et fra Norway Chess 2024, hvor Praggnanandha Rameshbabu fik skovlen under selveste Magnus Carlsen.
Andet parti var fra OL 2022 i Chennai, hvor Dommaraju Gukesh var en my fra at vinde over Uzbekistans Nodirbek Abdusattorov. Han missede gevinsten og slap den sorte dame ind i stillingen med det kedelige 45. Kb2, hvilket betød, at Uzbekistan vandt OL foran Indiens ekstremt unge B-hold med Gukesh øverst.
Sidste parti var Tysklands Vincent Keymer mod Chithambaram V R Aravindh, Prag Masters 2025. Nyd sorts alternative spil på dronningfløjen. Klik på det enkelte parti for at gennemspille det.


