Vitus Bondo Medhus dobbelt rapid/lyn-DM

I den just overståede weekend blev der i Køge afholdt hele TO danmarksmesterskaber i hhv. hurtigskak og lynskak. Sidste år var det som bekendt Jonas Bjerre, der ryddede de øverste pladser på podiet, men han har naturligt nok prioriteret sin deltagelse i FIDE Grand Swiss i Samarkand, Usbekistan, og kunne derfor ikke forsvare sine titler.
Det var der så andre skanderborgere, der kunne, og i den øverste gruppe deltog både veteranen Nikolai V. Pedersen og den sydfra kommende junior Vitus Bondo Medhus. Vitus har kun været medlem af klubben i et par måneder, og hans første “job” som medlem af Skanderborg blev årets SmukSkak, hvor han kæmpede bravt, men forgæves de første seks runder, inden han reddede turneringen med en slutspurt på 2/3.
Anden gang var så i weekenden, hvor det unge talent viste, at det 16-årige hoved ikke mangler hurtigt arbejdende hjerneceller. Lørdag blev han således nr. 2 i rapid, men da vinderen, Jonny Hector, ikke er dansk FIDE-medlem (svensker), gik titlen til bedst placerede dansker, og det var Vitus. Artikel på skak.dk.
Endnu bedre gik det i søndagens lyn, hvor den unge mand sejrede udelt med 11/13 og derved kunne kalde sig dobbelt mester. Og for at fuldende den midtjyske triumf vandt Nikolai V. Pedersen bronze i det fine felt. Ikke så ringe endda. Tjek artiklen på skak.dk.
Det bliver spændende at se, hvad unge Vitus kan lave af konstruktive ulykker i den kommende Skakliga eller til DM i påsken 26. Som vinder af Kandidatklassen i 25 er Vitus jo sikret en plads i Landsholdsklassen næste år, og han vil sagtens kunne sætte de mere etablerede spillere på hårde prøver.

