Uafgjort 4-4 mellem SK1968-5 og Skanderborg 3
.
Holdleder Christian Vonsild skriver:
Vi skulle i sidste og afgørende 5. runde møde SK1968-5 i B-rækken. Inden rundens start var vi kun et enkelt brætpoint efter Syddjurs 2 på førstepladsen. Vi havde to match point mere end dem, så hvis vi blot fik et brætpoint mere end dem i sidste runde, ville vi vinde rækken lige for næsen af dem. Så der var lagt op til en spændende sidste runde.
Det gik dog ikke helt som ønsket. Vi var favoritter til at vinde vores opgør, men vi formåede kun at hive en uafgjort 4-4 hjem. SK1968 leverede stærk modstand og resultatet var helt på sin plads. Undertegnet vil dog gerne have haft hevet et point hjem, men jeg formåede at tabe en klart vindende position. Syddjurs 2 fik også uafgjort 4-4 i deres kamp mod VRS 2. Vi ender dermed på en flot andenplads i B-rækken, kun slået af Syddjurs med et enkelt brætpoint mere end os, 26½ mod vores 25½.
Det jeg vil tage med fra sæsonen, som er meget positivt, er at vi vandt 4/5 kampe og spillede den sidste uafgjort. Syddjurs som endte med at vinde rækken, tabte jo rent faktisk deres første kamp mod os, og de spillede også en uafgjort, men endte alligevel med at vinde rækken, med kun et enkelt brætpoint mere end os. Ærgerligt at rækken ikke blev afgjort ved antal matchpoint, for så havde vi taget den. Undertegnet (holdleder) er også stadig meget ærgerlig over den fejl jeg lavede på holdkortet i 1 runde mod Syddjurs. En fejl der endte med at koste os et brætpoint. Uden den fejl, havde vi vundet rækken. Det er altid let at være bagklog.
Jeg vil som holdleder gerne takke for en god sæson. Der er blevet spillet noget fremragende skak over hele linjen. Tak til de mange reserver, som har stillet sig til rådighed, når det har været nødvendigt.
.
Bræt 1
Claus (hvid) på bræt 1 røg ud i en catalansk åbning, hvor modstanderen har rokeret til kongesiden, med løber på g2 og bønder på d4 og c4. Claus tilbyder at bytte dronninger på b linjen ved træk 8. og modstanderen accepterer. Alle de tunge skyts bliver ret hurtigt byttet af, og tilbage står de med to modsat farvede løbere. Her bliver de hurtigt enige om en remis.

.
Bræt 2
Mortens (sort) modstander startede ud med at spille 1. d.4, og Morten (ovenfor) spillede Slav Defense med 2. c6, og modstanderen valgte at der skulle byttes c-bønder. Allerede ved træk 14. spiller Morten sig til en fordel, ved at få to officerer for et tårn. Dronningerne bliver i samme omgang byttet, hvilket bringer dem ud i et slutspil. Morten har været reserve for 3. holdet i 3 kampe, og han har i dem alle spillet et sublimt slutspil. Tålmodigt får Morten byttet de sidste officerer og et tårn, og med et tårn og 3 bønder, mod Mortens løber, springer og 5 bønder, giver han op.
.
Bræt 3
Aske (Hvid) spiller 1. d4, d5 2. Bg5, c6. Levitsky Attack. Ikke en åbning man ser så tit. Dronningerne bliver byttet allerede ved træk 8. Modstanderen rokere sin konge til dronningesiden ved træk 11. Aske efterlod sin konge midt på brættet helt indtil træk 17. Det var dog ganske kalkuleret Der bliver spillet et meget lige midt spil, hvor Askes brikker virker mere aktive. Modstanderen laver en stor fejl ved træk 25. hvor han tager en bonde på c4, med sin springer (se billede). Heraf går der kun 4 træk inden det ser håbløst ud for Askes modstander. Han giver op, hvor computeren siger i mat i 8 træk.
.
Bræt 4
Torkild (hvid) spiller siciliansk forsvar og hans modstanders modsvar er 2. c3 Alapin. Torkild kommer lidt i problemer ved træk 14. hvor hans dronning og løber er meget udsat på dronningefløjen, hvis hans modstander finder 15. Db3. Torkild slap med skrækken, da hans modstander i stedet tog løberen på b5 med springeren.
De to spillere får byttet flere brikker af, hvor Torkild har 2 springere mod modstanderens 2 løbere i slutspillet. Begge har 6 bønder. Efter træk 43. bliver de enige om en remis. Computeren giver godt nok hvid en fordel på +5,0.
.
Bræt 5
Torben (hvid) spillede en åbning hvor han lavede dobbelt fianchetto med løberne på henholdsvis g2 og b2. Kampen svingede længe frem og tilbage, hvor spillerne skiftes til at have en lille fordel. Det kamp afgørende træk, sker da Torben ved træk 24. rykker sin g bonde frem. Det gør kongen sårbar. Der bliver åbnet op for at modstanderen kan påbegynde et angreb på kongefløjen, hvor den sorte løber assistere dronningen på diagonalen mod h2 bonden. Torben så sig nødsaget til at flygte mod midten med kongen. Det lykkes herefter for modstanderen at få byttet Torbens to tårne for et tårn og en løber. Torben kæmpede, men det var en umulig kamp herfra.
.
Bræt 6
Jespers (sort) modstander spillede 1.d4 og Jesper svarede igen ved at spille 1. f5 Hollandsk forsvar. Begge spillere fik fianchetto deres hvide løber. Jesper byttede sin sorte løber for modstanderens springer på c3.
Herfra var positionen stort set lige, og det blev den ved med at være resten af kampen. Der blev skubbet en hulens masse bønner frem, og positionen blev meget låst. Det var umuligt for nogen at bryde igennem. De blev enige om en remis.
.
Bræt 7
Christian (Hvid) spillede en god solid italiensk åbning, og fik sine brikker i de ønskede positioner. Han vinder ved træk 19. en springer for en bonde, og var allerede oppe med +5,1. Det betød også at h linjen blev åbnet op, og det blev Christian død senere i partiet. Modstanderen fik hurtigt sin dronning derover, og kort tid efter fulgte hans tårn og den sorte løber. Christian blev fanget i en uundgåelig mat på h linjen. Christian smed desværre et ellers stensikkert point.
.
Bræt 8
Leif (sort) spillede et vanvittigt parti på bræt 8. Jeg har desværre ikke trækkene fra partiet. Leif var vist nede 3 bønder til sidst, hvor begge spillere hver havde en springer og x antal bønder. Leif leverede et kæmpe comeback og får en efter en nappet modstanderens bønder, så han til sidst kun står tilbage med en springer, og må tage til takke med en remis. Fremragende kæmpet, Leif.
.

