Nervepirrende match mod Køge

Søndag gjaldt det så Køge Skakklub. Køge, der for et par år siden havde et meget stærkt hold og vandt en del mesterskaber, havde indtil nu stillet op med forskellige opstillinger og svingende styrke.
Holdet søndag havde et par afbud, og derfor endte den forventede score på 4,69–3,61. Alt tydede på et meget lige opgør.

Hvis det var spændende lørdag, så blev søndagen meget nervepirrende.

Planen var at spille lige på de første fire brætter med GM Mads Andersen, IM Filip Boe, IM Jakob Pajeken og IM Nicolai V. Pedersen – og så vinde på de sidste fire brætter med FM Henning Holinka, FM Vitus Medhus Bondo og Emil Zander. En forholdsvis simpel plan.

Planen holdt dog ikke ret længe.


Vi kom rigtig skidt fra start på tre af de første fire brætter.
IM Nicolai V. Pedersen mødte på bræt 4 GM Axel Smith. Og ligesom dagen før kom Nicolai skidt fra start. Denne gang kunne han ikke holde sammen på stillingen og indkasserede sæsonens første nederlag.
IM Jakob Pajeken, som mødte IM Milton Pantzar, kom også skidt fra start, og det lignede ret hurtigt endnu et tab.
GM Mads Andersen mødte på topbrættet GM Rozentalis. Mads fik ikke meget ud af åbningen, og Rozentalis fik gradvist overtaget. Uden fejl fra ham betød det desværre endnu et tab til Skanderborg og en føring til Køge på 2–0.
IM Filip Boe mødte på bræt 2 IM Hampus Sørensen. Efter åbningen var partiet meget lige.


I den nederste halvdel var Vitus Medhus Bondo helt upåvirket af lørdagens tab.
Vitus mødte FM Paulius Meskenas på bræt 6.
Paulius lavede et par fejl og bragte Vitus i vindertrøjen. En enkelt fejl fra Vitus bragte dog partiet tilbage til lige, inden Paulius lavede endnu en stor fejl, som Vitus udnyttede og afgjorde partiet på. 2–1 til Køge.

Og det blev værre.

Emil Zander mødte på bræt 8 den kvindelige danmarksmester Anna Sofie Li. Emil kom godt fra start, og det lignede endnu en sejr, men en lille og senere en stor fejl vendte op og ned på det hele, og Emil tabte. 3–1 til Køge.


Med remis i Filips parti fik Skanderborg for alvor kniven på struben: 3½–1½ til Køge med tre partier tilbage.


IM Jakob Pajeken havde fået vendt sit parti og havde pludselig en klar fordel.
Til gengæld var både FM Henning Holinkas og FM Nicolai Brondts partier helt lige – og Skanderborg havde brug for to gevinster for at sikre sejren. Der var brug for et mirakel eller to.

Jakob fik navigeret brikkerne frem til sejr, og så manglede der kun to gevinster!


På bræt 5 fik Henning langsomt en lille fordel mod Brian Jørgensen. Efter træk 40 lavede Brian flere fejl, og Henning slog straks til. Så var kampen helt lige: 3½–3½.


Tilbage sad FM Nicolai Brondt på bræt 7 mod Kasper Henriksen, og stillingen var stadig helt lige.
Modsat dagen før tog Nicolai Brondt ikke remis, men spillede på den meget spinkle chance, der lå i, at modstanderen kunne lave en fejl.
Begge spillere havde fem bønder. Derudover havde Nicolai en springer, mens Kasper havde en hvidfeltet løber.

Herefter fulgte en masse træk i en meget lukket stilling.
I træk 86 flyttede Kasper sin konge den forkerte vej, og korthuset kollapsede med et brag. Fem træk senere opgav Kasper, og endnu en sejr til Skanderborg var i hus – med mindst mulig margin: 4½–3½.


Heldet var i den grad med Skanderborg med en heldig sejr over BMS og en meget heldig sejr over Køge.

Med de to sejre er Skanderborg Skakklub oppe på seks sejre. Det samme har Hillerød, og det tegner mere og mere til en sæsonfinale i sidste runde, hvor Skanderborg og Hillerød mødes i Skanderborg.

Sponsorer
Guld sponsor
TeamBlue
Steel Coating A/S
Nordea
Bronze sponsorer
Arkiver