Alternativ Skak
Hvis du ikke kan få stillet din skaksult vil jeg lige gøre opmærksom på følgende muligheder:
Skak i Ældresagens regi. Vi spiller i lokalet ved siden af køkkenet i Bellis. Vi spiller den første og den tredie mandag i måneden fra kl. 10-12. Næste gang er mandag den 21. SEP, og vi slutter for i år 7. DEC, hvorefter juleferie og genoptager igen 4. JAN 2027, og spiller indtil midt i maj måned. Vi er en samling af mænd og kvinder, der spiller og hyggesnakker med den man har lyst til at spille og hyggesnakke med. Der kan købes kaffe i køkkenet. Da det foregår i Ældresagens regi skal du selvfølgelig være medlem af Ældresagen.
Så har Bjarne Jensen og jeg igen fået liv i kirkeskakken med god hjælp fra kirke- og kulturmedarbejderen ved Højvangens kirke. Vi starter mandag den 28. SEP fra kl. 1330-1600, og så fortsætter vi den 2. og 4. mandag i måneden med samme tidspunkter. Vi har fået nogle helt fantastiske lokaler stillet til rådighed i kirkecentret, med cafeborde, og adgang til gratis kaffe og småkager – så what not to like? Kirken har været interesseret i, at skabe noget der kunne skabe interesse, uden at det skulle være kirkelige handlinger. Eneste betingelse har været, at Bjarne og jeg er tovholdere, således kirken ikke er bundet op med opgaven. Der har allerede været vist interesse for projektet, og vi er spændte på, hvor mange der dukker op den 28. SEP. Hvis du ikke normalt kommer i kirken, kan det stærkt anbefales at møde op, og se den fantastisk flotte kirke der er blevet opført i Højvangen, og det er et godt initiativ fra kirkens side, at man vil forsøge at favne bredt, uden om decideret kirkelige handlinger.
Disse tilbud er for dem, der ikke vil spille skak i timevis mod den samme modstander, og hvor det er tilladt at samtale – altså hyggeskak på højt plan, hvor man kommer hinanden ved.
Skakspil til begge arrangementer er venligst udlånt af Skanderborg Skakklub.

