OL’s dårligste spiller?

Fra Matchen Marshall Islands vs Niger. Sort satte hvid mat med 4.-, Dxf2#.

Mens vi hver dag kan sidde og online nyde de præcise træk udført af Caruana, Sindarov, Gukesh, Bjerre og alle de andre super-GM’er fra de øverste hylder, er det måske på sin plads at opleve de mere dødelige spillere længere nede.

Kigger man i tabellen, finder man på turneringens absolutte sidsteplads Marshall Islands, et uafhængigt ørige i Stillehavet og tilmed et af de syv lande i verden, jeg selv IKKE har været i. De første tre runder dukkede holdet slet ikke op, og i de resterende otte har de lavet præcis 0 MP og kun 1½ brætpoint. To af spillerne har scoret rene 0’er, og holdets eneste hele pind scorede Javid Bruce John i matchen mod den caribiske ministat St Kitts & Nevis.

Af de to rene nul-spillere har Marshalls Abon Arelong virkelig spillet håbløst. Endda ret konsekvent håbløst. Otte boller på stribe er aldrig prangende, men måden, altså. I 5. runde opgav han efter 12 træk mod Tonga, og i 6.mod Centralafrikanske Republik gik Arelong mat i kun fire træk:

Marshall Isl-CAR

.
Så havde han vel lært noget? Bare lidt i hvert fald, men nej som i overhovedet ikke. Allerede i runden efter (7.) i matchen mod Niger (Sahara) skete følgende:

Marshall Isl.-Niger (se diagram øverst)

.
Samme mat TO gange i fire træk på eksakt samme måde i to på hinanden følgende partier. Det er mig en gåde, at en spiller på kun 24 timer helt kan fortrænge gårsdagens nederlag i FIRE træk og falder for eksakt samme skomagetmat.

Ifølge Guiness Book of Records er skakhistoriens korteste turneringsparti det berømte Gibaud-Lazard, hvor hvid i en Budapestergambit opgav efter fire træk ved udsigten til at tabe dronningen eller blive mat – altså tidligst i femte træk. Den rekord er nu slået af Abon Arelong – to gange. Der er mange måder at blive berømt på.

Siden de to mat-i-fire har Abelong tabt ultrakorte partier mod folk fra Kiribati (Stillehavet), Britiske Jomfruøer (Caribien), Grønland og senest Vanuatu (også i Stillehavet). Om det er OL-historiens ringeste spiller, ved jeg ikke, men jeg har ikke fantasi til at forestille mig større fumlegøj på skakbrættet. Til gengæld er det godt for selvtilliden hos os andre. Uanset hvad vi laver af fejl og bøffer, kan de umuligt være lige så slemme som Abon Arelongs til OL26.

Der må være fast arbejde til en hvilken som helst dansk skoleskakinstruktør ude i Stillehavet.

Sponsorer
Guld sponsor
TeamBlue
Steel Coating A/S
Nordea
Bronze sponsorer
Arkiver