Træning tirsdag d. 16. oktober: Konsultationsskak

 

På utallige opfordringer følger nu anden akt i klubbens lille træningsprogram. Der findes vist ingen lette løsninger til at springe fra 1100 til 1900, men en af de rigtig gode metoder til at blive klogere er analyser af partier – især egne partier og helt perfekt er det naturligvis at analysere det hele flere gange under fælles assistance fra både stærkere og svagere spillere.

Tirsdagens “øvelse” bliver derfor noget helt nyt – i hvert fald i Skanderborg Skakklub. Vi skal nemlig spille et såkaldt konsultationsparti, en slags parti der faktisk var ret populært på Morphys dage, men som er gledet lidt i glemmebogen nu 150 år efter. Stor fejl.

Ideen går i al sin enkelhed ud på, at de fremmødte spillere deles op i to ca. lige stærke hold (A og B), og de to hold placeres så i hvert sit lokale med bræt og brikker foran sig og spiller derpå et parti mod det andet hold. Hold A spiller mod Hold B, og da holdene sidder i hver sit rum, kan man snakke, diskutere og analysere på livet løs og derved dele sine og andres tanker med holdkammeraterne. Alle kan bidrage med træk og spørgsmål.

 

 

Kampleder og chefanalysator er i dagens anledning Claus Qvist Jessen, som i starten primært fungerer som postbud mellem Hold A og Hold B, men som også vil lege med under de (næsten) computerfri analyser. Computere er meget godt til at giver en vurdering a la “+1,7”, men det er for os amatører meget mere relevant, hvorfor stillingen er god, og hvordan man bedst fortsætter.

Vi starter kl. 18.30, og ideelt set skal hvert hold have 1 time 15 min. til hele partiet. Det giver os en god time til at analysere partiet efter kampen, så vi forhåbentlig får vendt de fleste sten og besvaret alle de underlige spørgsmål. Alle kan byde ind, og facit skulle gerne være en aften, hvor vi alle lærer lidt mere, får prøvet egne ideer og samtidig har det sjovt.

 

Views All Time
Views All Time
146
Views Today
Views Today
1
Sponsorer
Guld sponsor NordeaRema1000 Carlsberg Bronze sponsorer