Konsultationsskak på video

Som lovet og truet med er det lykkedes Rune Friborg at lave en fin DSU-video over vores fine konsultationsparti mod Silkeborg (30/3-19). Centrum i videoen er to midaldrende, kjøwenhawnske kommentatorer, der i bedste Grischuk & Svidler-stil (eller Gøg & Gokke-stil) kloger sig på dagens parti mellem Skanderborgs udvalgte drenge og Silkeborgs lige så udvalgte hold.
Rent fysisk skete kommenteringen ikke helt live, men fandt sted i et lille lokale på Kulturhusets 1. etage, umiddelbart efter konsultationspartiet og præmieuddelingen, og det hele skete i “one take”. Dvs Rune instruerede lidt om funktionen af computeren, som vi sidder og kigger på og tegner pile på, og så trykkede han “start, og vi pludrede løs. Det gik som en leg, men Rune er også dejligt ukompliceret at arbejde med.

Så har du ikke allerede gennemspillet partiet (se hjemmesiden 30/3), kan du få det hele ind med skeer krydret med vores meninger om trækkene gennem den 22 minutter lange video. Er kommentatorernes pludder ikke nok, kan man glædes over de skiftende småbilleder oppe i højre hjørne (over os). Det er bl.a. mange af de billeder, jeg selv tog på dagen.

Vi synes da selv, vi er sluppet levende fra eksperimentet, selvom begge skærmtrolde var totaldebutanter som filmede kommentatorer. Videoen er vist ikke officielt “godkendt”, så det er en “prøveudgave”, der ligger på YouTube.


Skriv et svar