Kedeligt kollaps i 4-by-turneringen
traditionsrige 4-by-turnering. Man kan næsten se, at Skanerborg vandt i 2017, men det bliver desværre ikke os, der skal stå ud for 2019.
Det skete i de dage, at der udgik befaling fra fire glade holdledere, at alverden skulle mødes til drabelig kappestrid på det tavlede bræt. Og som sagt så gjort, og d. 24. september samledes 4 x 16 spillere for at slås om æren, håneretten og vandrepokalen. Som altid skete det med hurtigskak. 25 minutter pr. mand (m/k) pr. parti og mødetid kl. 19.
I år var det så Skanderborgs tur til at være vært. Som man kan se af pokalen (måske), har vi ikke spillet nogen stor rolle i de første mange år, men de seneste har dog givet et par flotte sejre – især i 2017, da vi stillede med et ratingtungt kanonhold i Herning og fejede alt til side. Sidste år (i Viborg) kunne vi desværre slet ikke stille hold, hvilket vel er ret pinligt, da vi er den største klub i dysten, men hjemme gik det bedre. Mindre ringe i hvert fald.
De fire byer var i år som flere gange før: Herning (regerende mestre), Silkeborg, Viborg og Skanderborg. Ratingmæssigt lignede vi fra starten gode favoritter, men det holdt ikke længe. Dels havde vi et par sene afbud oppe i toppen, og da vores forventede 2.-bræt slet ikke dukkede op (uden afbud), var vi grundigt svækkede hele vejen ned. Hvor f….. skaffer man tre stærke folk fra på kommando? Det gør man ikke, men villige reserver trådte til i bunden, og vi håbede da at kunne vinde.
.
I første runde hed opgørene: Skanderborg-Herning og Silkeborg-Viborg. Skanderborg og Viborg vandt begge knebent 8½-7½, så det tegnede allerede hér til at være den mest jævne 4-by-match i lange tider. Og det skulle holde stik.
.
Bjørn vandt, og det samme gjorde det meste af resten
af Skanderborgs hold. Det tegnede godt.
.
Forfra er det Kai, Morten og Claus Q. (fotograf, derfor tom plads lige nu). De tre matcher gav 1½ point tilsammen.
.
kæmper fi anden runde or byen mod fjenden fra Viborg.
Anden runde hed matcherne Skanderborg-Viborg (de to knebne førerhold) og Silkeborg-Herning, og så kom der noget mere spredning over feltet. Vi bankede Viborg eftertrykkeligt 11½-4½, mens Silkeborg vandt lidt mindre (9½-6½) over Herning.
Før sidste runde førte Skanderborg altså med 20 pts. foran Silkeborg med 17, Herning 14 og Viborg 13. Det så jo fint ud. Vi skulle bare lade være med at tabe mere end 9-7, så havde vi vundet pokalen, som vi senest havde vundet i 2017 i Herning. I 2018 var vi som nævnt ikke med, så vi var jo en slags semi-regerende mestre. Ubesejrede siden 2016 eller så’n.
Forfra sidder John Hansen (vor nye supermand på
andetholdet), Mads Boe og Filip Boe Olsen (inderst).
Desværre gik alt galt. Ikke bare lidt galt, men meget galt. Hele holdet kollapsede kollektivt, og ret hurtigt gik vor mosmodige holdchef Colin rundt og talte nuller. Både sit eget og alle de andre. Og der var mange, så da røgen havde lettet, var Skanderborgs drenge blevet fejet af banen med de frygtelige cifre 12-4. Dagens største røvfuld.
.
Det gav følgende slutstilling:
Øv for den, altså, men set i bakspejlet var Silkeborgs sejr fortjent. De kæmpede godt til sidste blodsdråbe og tog chancen, da det førende favorithold fik gummiarm (og -ben). Tillykke til vore alt for gode modstandere, men vi vender frygteligt tilbage næste år.
.
.
Individuelt havde vi ingen, der nåede de maksimale 3/3 – lidt en nedgang fra Herning 2017, hvor vi havde hele otte mand med max. Det gik bare lidt skævt i dag.
Skriv et svar