Horsens 1 vs. Skanderborg 2: 3-5

Morten R

This is the end….. Næsten i hvert fald, for i 2. divisions næstsidste runde ventede en udekamp mod rækkens bundprop i form af Horsens’ 1.-hold. ‘Bundprop’ skal man dog ikke lægge for meget i, for dels er Horsens et godt hold, og dels er divisionen sjældent tæt. En storsejr kunne således bringe os i ‘oprykningsfare’, mens en stor lussing kunne bringe os under nedrykningsstregen. Der stod meget på spil, men vi mødte heldigvis op i ok opstilling – dvs. vort 1.-hold har jo hugget vor unge komet, Jonas, men så havde vi jo plads til en lidt ældre komet i den anden ende, nemlig Poul Nørgaard. Hans fine gevinster mod Evans og Springeren tåler gentagelser.

Klokken blev 12, og kamplederen satte de otte ure i gang.

Første mand færdig var Tavs på 3., der spillede hvid i en ret korrekt grünfelder. Modstanderen var ingen ringere end ex-skanderborgeren Per Rasmussen, og efter et par timer var der så meget balance i stillingen, at man delte. ½-½.

Skanderborg-Springeren 17-01-2016 (7) (Small)

Holdchef Colin (foto) på 7. var næste mand færdig. Han oplevede det meget underlige at spille Caro-Kann som hvid(!), og det udviklede sig helt i Larsens skarpe ånd med Sf6, Sxf6 og gxf6, men ud over remisgrænsen kom det vist aldrig. 1-1.

Tiden tikkede, og vi skulle langt hen i spilletiden, inden Morten (øverste foto) på 5. fik afgjort sit parti. Han fik som hvid spillet noget, der mest af alt lignede en siciliansk drage, men modstanderen spillede et par præcise modstød, og pludselig sad vor mand med skægget i postkassen efter at være plumpet i en dum dobbelttrussel. Det kostede en officer, men man kan altid fuske. Eller prøve det, i hvert fald, men da røgen lettede, var der kun ruiner tilbage. Det blev ikke til mere end et rundt nul, og onde sjæle vil mene, at den lidt for stabilt ‘scorende’ Morten nu skal til at hedde ‘Audi’ (se logoet). Den slags ondsindede rygter kan referenten naturligvis ikke bekræfte. 1-2, men heldigvis var vi ikke bagud så længe.

audi_new-logo_rings_09

Tidkontrollen nærmede sig, inden næste mand var færdig. Det var Kristian på 1., der uden tvivl stod for dagens bedste skanderborgpræstation. Som hvid i en e4-e5-franskmand fik han overbevisende spil på hele brættet. Modstanderen forsøgte at mildne plagerne ved at ofre en kvalitet, men det var Kristian, der endte med alt spillet, og han gaflede snart efter hele pointet. Flot og overbevisende, og så stod det 2-2.

Pludselig kom pointene væltende. Næste mand færdig var nemlig Poul på 8., der som sort spillede noget, der startede som slavisk, men som efter to timers spil mere lignede en mellemting mellem et hundeslagsmål og en eksploderet kemikaliefabrik. Pludselig scorede Poul en hel officer og spillede resten flot og præcist, godt hjulpet af en afklædt hvid konge. Den holdt ikke længe, og Poul har stadig maksimum på 2.-holdet (3/3) trods en samlet forventet score på 0,91! Det må give et pænt ratinghop, og stillingen var nu 3-2 til de gode.

Kai sad på 4. med de sorte brikker mod Henrik Mortensen fra Frederiksværk(!). Han skriver nemlig om skak i Horsens Folkeblad og benytter naturligvis enhver chance til at flytte lidt brikker for de lokale helte. På det mere nationale plan er Henrik manden bag Skakbladets mange citater og har tillige (for meget længe siden) trænet GM Jacob Aagaard. Henrik har (desværre) altid været en stærk spiller, og Kai stod i lange tider næstbedst. Henrik afslog naturligvis Kais remistilbud, men pludselig vendte vinden, Kai snød sig til en kvalitet og kort efter hele pointet. ‘Det er bedre at være heldig end god’ (Capablanca), og det stod 4-2.

To mand tilbage, og næstsidste færdige spiller vad Jan Rode på 2. spillede sort i et (som næsten altid) rigtigt tjubang-parti. En slags siciliansk grand-prix i forhånden udviklede sig yderst skarpt med et stort, hvidt pres på dronningfløjen (b4+c4), mens sort med tidligt e5 og f5 havde lige så meget spil på kongefløjen. Brikkerne fløj rundt, stillingen blev mere og mere åben, og da tågen omsider dampede af, havde man et ret lige slutspil med T + f-Bonde til hvid mod T + a-Bonde til Jan. Der var stadigvæk enkelte chancer for Horsens, men mere end remis kom der ikke ud af det. 4½-2½.

Sidste mand var (igen) Claus Qvist, der som sort spillede en noget alternativ franskmand. En skødesløs trækfølge kostede rokaderetten, men det gjorde ikke det store, og chancerne for gevinst til nogen af siderne fordampede omkring træk 50. I træk 63 tilbød Claus remis, som mystisk nok blev afslået. Hvid havde absolut ingen reelle gevinstchancer, men der står ingen steder i FIDEs regler, at man skal være realistisk. I en helt låst stilling med L + 5B til hver fortsatte hvid med at gøre ingenting, inden han i træk 93(!) så det, som alle andre for længst havde set. Colin havde ligefrem hentet kamplederen for at få stoppet kampen. I 1800-tallet kaldte man det ‘Sitzfleisch’, at sidde modstanderen ihjel, så han til sidst begik en brøler, men det skete ikke. Vel heller ikke særligt sportsligt at nulre rundt uden gevinstchancer i 40 træk, men desværre fuldt lovligt. Modstanderen ku’ jo dø af hjerteslag i den femte time, men Claus overlevede….. Remis.

Det hele endte altså med 5-3 til os (ratingforudsigelse: 4,11-3,89), og vi har på fjerdepladsen 3 pts ned til Ribe og hele 6 ned til Horsens. De ligner de to nedrykkere. I toppen er Springeren stukket af efter endnu en storsejr. Fredericia og Silkeborg ligger på en delt andenplads, og 3½ pt efter Skanderborg på fjerdepladsen. Meget skal gå godt/galt, hvis ikke vi spiller i 2. division næste år.

Views All Time
Views All Time
1698
Views Today
Views Today
1
Dagens opgave

Arkiver
Sponsorer
Guld sponsor Steel Coating A/S Nordea Bronze sponsorer