Jonas Bjerre til World Cup!

Slutstillingen til EM 2021. Klik for en større, læselig udgave.
Jonas kneb sig lige akkurat med i det fine selskab som nr. 22.

.
Det gik (sgu) ikke så ringe endda for unge Jonas oppe i det nordatlantiske. Selvom det før sidste runde stod lysende klart, at der ikke var nogen chance for at havne helt ope i den absolutte top, var der vigtige ELO’er at spille om og – vigtigst – chancen for at komme blandt de 2 øverste, der er sikret direkte adgang til World Cup 2023. Netop Top-23 kom til at spille en stor rolle, for flere af partierne i toppen endte med hurtige remiser, da det så ud til at begge parter ville kvalificere sig.

For Jonas var dagens “opgave” dog ikke af den lette slags, men derimod de sorte brikker mod den ex-rumænske tysker Liviu-Dieter Nisipeanu, som udover at have en karakteristisk hestehale, ligger på 2671 og dertil er forhenværende europamester. Ikke just nogen ønskemodstander, når man skal bruge mindst en halv, og det blev da også et af de sidst afsluttede partier. 60 træk før tysk-rumæneren opgav at hive mere end en halv ud af absolut ingenting. Han havde elles haft chancen, for Stockfish påstår hvid gevinst omkring 30-35. Tjek selv partiet Nisipeanu-Bjerre.

Partiet var i sandhed afgørende, for Jonas nåede 7/11 og en korrektion til en 22.-plads, lige akkurat nok til det forjættede land, mens Nisipeanu havnede på den forkerte side af hegnet som nr. 25. Surt show.

Thybo havde (igen) en på papiret marginalt lettere opgave: Hvid mod armeneren Martirosyan, men havde samtidig en forventet dårlig korrektion fra et par halvbløde modstandere tidligere, så morsingboen var i en must-win-situation. Remis ville ganske vist give 7/11, men formentlig en placering udenfor de forjættede Top-23. Han pressede også godt, men fik trods en vis fordel aldrig partiet over den rigtige side af remisplankeværket, og han endte som nr. 30. Martirosyan klarede den heller ikke med en placering som nr. 32. Havde en af dem vundet, var han gledet videre til WC – og Jonas var dumpet en plads ned til nr. 23. Tjek selv Thybo-Martirosyan.

Den bedst placerede skanderborger var jo Rasmus Svane, der inden runden havde 7/10 og bare skulle lade være med at tabe for at være 100 % sikker. Det samme gjaldt dagens modstander, Nijat Mamedov, så de nåede at spille NI træk i dag. 7½/11 til begge og videre til WC; en af de meget hurtige. Tjek Mamedov-Svane.

Allerøverst kørte Anton Demchenko som ventet mesterskabet hjem med en remis, 8½ point og god korrekton, mens andenpladsen blev taget af unge Vincent Keymer efter en gevinst mod italienske Vocaturo. Samme Keymer snuppede også førstepladsen for U18-spillere, hvor nr. 2 blev…… Jonas Bjerre. Keymer vandt i øvrigt hele 22,5 ELO, mens Jonas vandt 19,4. Faktisk lignede begge ungersvendes præstationer lidt den fra Isle of Man 2019, hvor de begge færdiggjorde deres GM-titler.

Skal vi gætte på, at Jonas om kort tid er showmaster ved en af klubbens torsdags-Ligaaftener, hvor han vil fortælle om turneringen og vise et par partier. Vi arbejder på sagen.

.

www.skak.dk (sammenfatning t.o.m. næstsidste runde)

Officielle hjemmeside med finaleartikel

Views All Time
Views All Time
85
Views Today
Views Today
1