Ding Liren er den nye verdensmester!
Foto: CQJ.
.
Det holdt hårdt, men 13. og 14. parti i Astana blev relativt fredelige (men ikke korte) remiser, og da det derfor efter 14 partier stadig stod helt lige mellem Nepo og Ding, skulle de i krig med tiebreakeren: Fire gange hurtigskak og om nødvendigt også blitz og armageddon.
.
.
Så langt kom de ikke, for efter tre remiser i rapid vandt Ding det fjerde (som sort) og så var han pludselig verdensmester. Ikke verdens bedste, men officiel verdensmester. Oveni var det første gang i matchen, Ding var foran(!). Man skal jo også bare være forrest, når målstregen krydses 🙂
.
Situationen ligner lidt 60’ere, hvor Bobby Fischer ifølge Elos historiske beregninger var stærkere end alle de ellers så dominerende russere allerede midt i årtiet, men hvor han alt for effektivt spændte ben for sig selv ved at trække sig midt i turneringen (fx Interzonen i Sousse i 1967) eller helt nægte at stille op. Ved alle turneringer var spørgsmålet ikke, om Fischer ville vinde, men om han ville gennemføre.
Fischers tendens til at se sig vred på dumme detaljer gavnede især Petrosjan og Spasskij, som vel aldrig nåede at blive verdens stærkeste (ratingmæssigt) i deres sammenlagt niårige regeringstid. Deres held stoppede som bekendt, da Fischer i 1971 havde besluttet sig til at vaske gulv med resten af verdenseliten – inkl. Bent Larsen.
Fischers “togt” er nok stadig den mest overbevisende vej til VM, vi endnu har set: Tajmanov blev i kvartfinalen slagtet 6-0 (og nul remiser), Larsen fik tilsvarende tennisklø i semi, og ex-VM Petrosjan i kandidatfinalen fik kun 1 point mod Fischers 5 (og 3 remiser). Verdensmesteren Boris Spasskij gav den rebelske amerikaner lidt mere modstand, men blev alligevel blæst af banen i Reykjavik. 12½-8½ endte matchen med, og ifølge Elos historiske ratingberegninger var det faktisk en smule under Fischers forventede score. Han lå også 100+ point foran nr. 2 med det den gang astronomiske tal 2780.
Nyd en af Fischers bedste præstationer: 6. matchparti, det der gav ham føringen i matchen. Endnu mere berømt blev det, da alle andre i salen (inkl. Spasskij!) rejste sig op og gav ham et flere minutter langt, stående bifald. Fantastisk sportsmanship af Spasskij.
Tjek 6. parti med Agadmators glimrende YT-analyser.
.
.
En lidt lignende situation havde skakverdenen, da Garri Kasparov i 1993 dannede sin egen organisation (Professional Chess Association, PCA). Få år efter gav det anledning til et kraftigt brud mellem PCA og FIDE. Garri mente naturligvis, at han stadig var verdensmester, men det mente FIDE ikke, så de arrangerede en serie turneringer med forskellige vindere, der alle kunne kalde sig FIDE-verdensmestre.
De fleste blev dog glemt ret kvikt. Hvem husker fx Khalifman, Ponomariov, Khazimdhanov og Topalov som verdensmestre? Næh, i “folkets” hukommelse var den karismatiske Kasparov stadig the one and only. The undisputed champion of the world, og ratingsystemet gav ham så grueligt ret.
.
.
Men selv konger har en holdbarhedsdato, og Kasparovs kom, da han i 2000 i London mødte den stærke, men formentlig upåagtede Vladimir Kramnik. Let walk-over, troede Kasparov sikkert, men Kramnik var velforberedt og vandt matchen (15 partier ud af max. 16) med to gevinster og 14 halve. Ingen tab.
Det var lidt som at genopleve matchen Lasker-Schlechter i 1910, hvor Lasker klart underviúrderede den solide østriger og kun redde “sit” VM ved at vinde 10. og sidste parti efter at have været slemt ude og gynge. Med scoren +1, =8, -1 beholdt mesteren sin titel.
Men Kramnik vandt, og så var vejen banet for en “reunionification match” mellem ham og FIDEs mester, bulgarske Veselin Topalov (i 2006). Det var den match, der hurtigt blev døbt “toilet-gate” (link HÉR), men Kramnik vandt – for året efter at tabe den samlede VM-titel til Vishvanathan Anand, der viste sig som en særdeles værdig mester – lige indtil han mødte en ung nordmand i 2013. Dén match vandt Carlsen, men Anand var godt nok tæt på at genvinde titlen året efter.
Magnus Carlsen er langt fra så kompromisløs og konfrontatorisk som Fischer og Kasparov, men han har ikke desto mindre trukket sig fra VM-cirkusset, selvom han stadig er små 80 ELO foran nr. 2 på listen. Før dette gap bliver mindre, er det meget svært ikke at se Carlsen som “den rigtige verdensmester”
Bare ikke hos FIDE, og resultatet blev faktisk den mest spændende og mest angrebsivrige match i et helt årti. Carlsen-Karjakin og Carlsen-Caruana bød jo kun på to gevinster i hver match til 2 x 12-12. Første i omkampene funklede mesteren. Carlsen-Nepo var langt bedre og med mange flere gevinster. 4-0 til Carlsen med syv remiser = spil til ét mål.
Ding-Nepo var meget mere svingende med en del bøffer og adskillige mål i begge ender, og ingen spiller førte på noget tidspunkt med mere end ét point. That’s the way we like it. Godt med drama og spænding, men det rører stadig ikke ved, at verdens stærkeste hverken hedder Ding eller Nepo.
Just my opinion 🙂
