World Cup, 4. rd. dag 3

Rasmus svane under omkampen mod Wang Hao. Desværre med nederlag efter ni(!) partier.
Foto fra turneringens hjemmeside.

.
Så gik den ikke længere for Rasmus Svane. Efter de to fuldtids remiser mod Wang Hao fulgte fire rapids (= fire remiser), to blitz (også remiser, men masser af kamp), inden de to kombattanter havnede i et altafgørende armageddonparti. Wang havde de hvide og skulle vinde, mens Rasmus ville gå videre med en sort remis eller gevinst. Det endte desværre for Danmark (og Tyskland) med en kinesisk gevinst.
.

Magnus Carlsen overlevede omkampen mod Vincent Keymer med lodder og trisser.
Foto fra turneringens hjemmeside.

.
Af andre bemærkelsesværdige resultater er, at unge Vincent Keymer var meget få mikrometer fra at sparke selveste Magnus Carlsen ud af årets WC, men måtte give fortabt i andet omkampsparti (endda som hvid). Men Carlsen var bestemt ikke usårlig og viste flere usikkerheder i hans normalt så sikre slutspil. Hans næste opgave bliver Ivanchuk, der eliminerede den store, tyrkiske overraskelse Vahap Sanal med en gevinst i sjette parti(!).
.

Altmeister Vassily Ivanchuk kan endnu.
Foto fra turneringens hjemmeside.

.
Mest overraskende var nok unge Praggs effektive udspilning af andenseedede Hikaru Nakamura. Ikke bare i første omkampsparti, men også i det andet. 2-0 til Indien, og man mindes her Jacob Aagaard, der for et års tid siden forudsagde, at den næste verdensmester bliver en inder. Pragg er et godt bud sammen med Gukesh, Vidit og Erigaisi, der også er videre til de sidste 16. Gukesh skal op mod Wang Hao, Vidit mod den dobbelte VM-udfordrer, Nepo, Erigaisi mod Grandelius og Pragg mod den upåagtede ungarer Berkes.

De fire indere kan alle meget let risikere at gå videre. Ingen af dem er over 18 og alle produkter af den blomstrende, indiske skakskole, der blev kickstartet med Anands VM i 2002 – et VM, han først tabte til udfordreren Carlsen i 2013. Fra at være et land med én GM er Indien på to årtier gået til at være verdens formentlig stærkeste skaknation. Deres uudtømmelige flod af megatalenter er intet mindre end imponerende, men de har jo også 1,4 mia. mennesker at plukke fra 🙂

Hele knockouttræet ses HÉR. Lørdagens kampe starter som altid kl. 13. Returopgør i morgen søndag og eventuelle omkampe mandag.

Views All Time
Views All Time
131
Views Today
Views Today
1
Dagens opgave

Arkiver
Sponsorer
Guld sponsor Steel Coating A/S Nordea Bronze sponsorer