EM-oprejsning mod Belgien: 3-1

.
Ovenpå den lidt uretfærdige nedtur mod Spanien ventede i 4. runde en forventet lidt blødere modstander. Det blev Belgien – første modstanderhold, der er lavere ratet end Danmark, så nu var vi ligefrem svage favoritter. Men Belgien er stadig et hold, man kan slå sig på.

Det skete heldigvis ikke. Mads Andersen stod over, så holdet hed: Jonas, Thybo, Bjørn og Allan Stig, og de hentede den ventede og håbede sejr. Partierne kan alle findes HÉR,

Jonas spillede et ret kompliceret parti, fik som hvid en god fordel omkring træk 18-20 og slap aldrig siden grebet. Sikker og effektiv gevinst.

Thybo spillede i Mads’ fravær 2. bræt og spillede som hvid et ret kompliceret parti. I hvert fald set med almindelige dødeliges øjne, men ret meget over remisgrænsen kom det aldrig, og de endte med uligefarvede løbere i et dødt slutspil. Remis.

Bjørn havde længe et mikroskopisk plus i en underlig spanier (sort fiancetto), men desværre ikke stor nok til at hente gevinsten hjem. Remis.
.

Dobbelthelten Allan Stig Rasmussen (t.v.) i kamp for Frem (Fyn) i Ligaens dobbeltrunde i oktober. Foto: CQJ.

.
Allan Stig på 4. har til gengæld fået godt fyret op under kedlerne og vandt for anden dag i træk – denne gang som sort over en 2300-mand. Allan fik sig en fin og aktiv Grünfeldinder, ofrede en kvalitet for endnu mere aktivitet, vandt kvaliteten tilbage og endte med at mase sin ustoppelige d-bonde ned til d2, inden hvid opgav.

Danmark ligger med sejren som nr. 20 (= seedningen), men kunne sagtens have ligget endnu bedre. Det har været lidt mere stolpe-ud end stolpe-ind. 5. runde spilles i morgen onsdag kl. 15.15. Det er Jonas’ tur til at sidde over, men om det holder, finder vi først ud af i morgen, når holdene offentliggøres.

Udover de fem danskere på holdet er der i Budva endnu én: Rasmus Svane, som spiller på Tysklands 2. bræt – lige efter talentet Vincent Keymer. Der har han scoret fire halve mod ganske stærk modstand, og Tyskland er med helt oppe, hvor det er rigtig sjovt.

Lillebror Frederik har kun manglet nogle få ELO i også at være på holdet, men det er han med garanti næste gang – altså den slags garantier som Vurderingsstyrelsen udsteder, når du drejer lykkehjulet og fremtryller uforståelige ejendomsvurderinger.
.

Views All Time
Views All Time
185
Views Today
Views Today
1
Dagens opgave

Arkiver
Sponsorer
Guld sponsor Steel Coating A/S Nordea Bronze sponsorer