Historiske perler 7: Averbach-Kotov, Zürich 1953
.
Departementet for Kreativ Skakarkæologi har for syvende gang gravet lidt i annalerne og har fundet endnu en fed stilling fra gamle dage. Året er 1953, Botvinnik havde med nød og næppe klaret 12-12 mod den sprælske udfordrer David Bronstein i 51, og nu var tiden kommet til næste cyklus. Hvem skulle slås mod Botvinnik om den ypperste skaktitel?
Som altid i de dage deltog alle, der overhovedet kunne være med. Gennem et sindrigt system af zoneturneringer og interzoneturnering havde skakverdenen gjort sig fri af verdensmesterens enevældige ret” til at håndplukke udforderne – når og hvor han fandt det belejligt, I stedet havde man i FIDE lavet det “klassiske” system til at finde udfordreren. Systemet med treårige cykler med zoneturneringer, interzone, kandidat og VM-matcher holdt med variationer indtil Kasparovs brud med FIDE i 90’erne.
I 1953 var der 15 kandidater, der spillede dobbetrundigt (28 runder) mod hinanden, og ved måstregen havde Sovjets nye stjerneskud, Vasilij Smyslov, sikret sig retten til en titelmatch mod Botvinnik. Den blev spillet i 1954, og igen holdt Botte lige balancen med 12-12. Han beholdt titlen, men måtte aflevere den tre år efter til samme Smyslov – for året efter at genvinde titlen i returmatchen. Ak, ja.
.
.
Fra selve Zürich 53, er der ét parti, der altid vil blive husket: Aleksander Kotovs fantastiske, meget intuitive dronningoffer mod Yuri Averbakh. Det er ganske umuligt, at han har beregnet alle varianter helt til enden, men rent intuitivt har han sikker “bare vidst”, det var godt. Og hvis ikke, var der masser af evige skakker undervejs. Godt med en livline.
Tjek partiet på ChessGames.Com. Med indtalte noter er der flere på YouTube – bl.a. denne fra Chess Wisdom.
David Bronstein (selv deltager i turneringen) skrev efterfølgende den bog, der af mange regnes som den ultimative turneringsbog. Tjek den elektroniske udgave, eller (meget bedre) køb den selv. Det er gudelæsning.
