Historiske perler 8: Steinitz-von Bardeleben, Hastings 1895
.
Der er turneringer, og der er turneringer, og så er der gigaturneringer. Den slags er tiden desværre løbet fra, for ingen gennemsnitlig arrangører i vore dage binder frivilligt an med at skulle betale for transport, ophold, forplejning og præmiepenge til 20+ deltagere over en masse runder runder plus eventuelle hviledage.
.
.
For 100+ år siden var der en langt større tradition for alle-mod-alle-gigaturneringer, fx de store tyske kongresturneringer, London 1883 og Dresden 1892. I det 20. århundrede begyndte det at tynde ud i de helt store turneringer, men Karlsbad 1929 Nimziwitch største sejr) var en smuk en af slagsen, men efter WW2 har det mest været kandidatturneringerne, før man skiftede til knockoutformatet.
Men selv blandt de helt store turneringer er der nogle, der stikker ud på de helt rigtige måder, og sådan en var Hastings 1895. Den blev spillet kun ét år efter at verdensmestertitlen for første gang havde skiftet ejer fra den tjekkisk-tyske veteran Wilhelm Steinitz til den ret ukendte ungersvend Emmanuel Lasker. De mødtes nu igen første gang efter matchen, og dertil fandt man den tidligere VM-udfordrer Mikhail Tschigorin, den senere udfordrer Carl Schlechter og den karismatiske Richard Teichmann. 22 deltagere ialt i denne, datidens måske stærkeste gigaturnering overhovedet.
.
.
Det var bare ikke nogen af favoritterne, der vandt. Det gjorde nemlig det helt nye, amerikanske stjerneskud, Harry Nelson Pillsbury, et halvt point foran Tschigorin og med Lasker på tredjepladsen. Hastings 1895 blev desværre den unge amerikaners eneste store turneringssejr – endda i hans første store turnering i Europa. Pillsbury var virkelig et af datidens allerstørste talenter og spillede endda lige op med Lasker (+4. =4. -4) i dennes allerbedste år.
.
.
Endnu mere imponerende var Pillsburys præstationer som blindspiller. Edward Lasker har i hans fremragende bog “Chess Secrets I Learned from the Masters” fortalt om det fantastiske indtryk, den cool, cigarrygende amerikaner gjorde på ham, som han sad helt roligt i en stol, mens han tryllede mod en større flok stærke modspillere – blindt. En yderst læsværdig bog.
.
.
For et godt indblik i datidens turneringer tjek Jens Enevoldsens klassiske “Verdens Bedste Skak“. Sandsynlgvis det bedste stykke skaklitteratur, der endnu er lavet på dansk – inkl. hans “30 år ved Skakbrættet“. Hastings 1895 og Pillsbury er beskrevet i bind 1 (den blå). Desværre døde Pillsbury ung (i 1906) uden at få en match om VM-titlen.
Turneringstabellen – Hastings 1895
Dagens parti er bare ikke med Pillsbury, men med den slagne verdensmester Steinitz, der i partiet mod tyskeren Curt von Bardeleben fik demonstreret hans overnaturlige evne til at regne langt i skarpe stillinger. Tårnofferet på e7 og de efterfølgende skakker på 7. række er med rette verdensberømt, og dommerkomitéen for Hastings 95 havde næppe nogen skrupler over at uddele prisen for det flotteste parti til gamle Steinitz.
Partiet er ganske enkelt et af de flotteste offerorgier , der nogensinde er set, og det påstås, at en oprevet og frustreret von Bardeleben på et tidspunkt forlod partiet uden at opgive, hvorefter Steinitz demonstrerede en mat i 10 træk for de begejstrede publikummer. Virkelig en perle, der fortjener at blive spredt ud til alle skakinteresserede.
Steinitz-von Bardeleben på ChessGames.Com
Agadmators altid grundige analyser
