Sejr til ligaholdet

Der var lokalopgør på programmet i weekendens første match i skakligaens dobbeltrunde i Fredericia, da byens bedste skakhold mødte Aarhus/Skolerne. På trods af et par afbud på begge hold var det to stærke hold, der krydsede klinger. Med forventet score på 5,10-2,90 var Skanderborg Skakklub favorit til at tage sejren.
Aarhus/Skolerne, der inden runden lå nr. 5 med 5 matchpoints, havde lagt ud med 2 sejre, 1 uafgjort og 1 nederlag i de første 4 kampe, mens Skanderborg med 3 sejre i 3 kampe lå nr. 2 med 6 matchpoints.

Ligesom sidste år blev det til en meget tæt og dramatisk match, hvor pendulet svingede frem og tilbage.

Først færdig var Mads Boe, der delte med Finn Pedersen. Sidste år lukkede de to herrer matchen, hvor Mads med en gevinst sikrede sejren på 4½-3½. Denne gang måtte Mads nøjes med en halv.

Jakob Pajeken havde hvid mod Jan Sørensen og fik en lille fordel, som han prøvede på at udbygge. Desværre forsvarede Jan sig klogt og partiet endte med en deler.

Nicolai Brondt indtog bræt 8 og havde hvid mod John Rendboe. Det blev til et lige parti, hvor Brondt prøvede at finde det afgørende træk. Desværre blev det ved det og partiet endte remis.

Rasmus Svane sæsondebuterede på topbrættet og møde en gammel kending Bjørn Ochsner. Rasmus halsede efter i det meste af partiet og formåede at holde sammen på det hele og endnu en remis kom i hus.

Nicolai V. Pedersen spillede et spændende parti mod Erik Sjøberg på bræt 7. Det blev til et spændende parti, hvor Erik forsvarede sig godt efter at Nicolai vandt en bonde. Det endte med et slutspil med et tårn til hver og en ekstra bonde til Nicolai. Erik valgte at give op i en stilling, der nok kunne have givet en halv, hvis Erik havde valgt at spille videre.

Mads Andersen måtte slide i det på bræt 2 med hvid. Modstanderen var Karsten Rasmussen, der spillede et fint parti og stod fornuftig igennem hele partiet. Mads hang i og fik modspil, men det hele endte med en deler.

Lukasz Lizcnerski havde på bræt 5 de sorte brikker IM Uffe Vinter-Schou. Uffe pressede i store del af partiet. I tidnøden satsede Lukasz på at finde en evig skak og i bestræbelserne på at undgå denne tippede partiet over til Lukasz´ fordel, der pludselig stod med fine gevinstchancer. Lukasz tøvede ikke og konverterede dem til en gevinst og dermed kom vi på 4½ og den samlede sejr var dermed i hus.

Filip Boe tabte som sidste mand til Rasmus Skytte. Det lignede et meget lige parti, hvor Filip undervejs byttede dronningen plus en bonde for 2 tårne. En stor fejl samt et par mindre efterfølgende fra Rasmus gjorde, at Filip fik en afgørende fordel. Desværre valgte Filip den forkerte vej og partiet gik fra gevinst via remis til et ærgerligt nederlag.
Heldigvis fik nederlaget ikke betydning for det samlede resultat, som endte med en sejr på 4½-3½.

En vigtig sejr mod et stærkt mandskab på en lørdag, hvor også Hillerød måtte kæmpe for sejren.
Dermed har både Hillerød og Skanderborg gjort rent bord og vundet alle kampe

Skanderborg Skakklub – Aarhus/Skolerne I 4½-3½

GM Rasmus Svane (2624) – GM Bjørn Møller Ochsner (2502) ½-½
GM Mads Andersen (2594) – IM Karsten Rasmussen (2403) ½-½
IM Filip Boe Olsen (2472) – IM Rasmus Skytte (2332) 0-1
IM Jakob Pajeken (2426) – IM Jan Sørensen (2362) ½-½
IM Lukasz Licznerski (2432) – IM Uffe Vinther-Schou (2314) 1-0
IM Nicolai V. Pedersen (2351) – Erik Sjøberg (2283) 1-0
FM Mads Boe (2275) – FM Finn Pedersen (2263) ½-½
FM Nicolai Brondt (2228) – John Filip Rendboe (2134) ½-½

Views All Time
Views All Time
71
Views Today
Views Today
2
Dagens opgave

Arkiver
Sponsorer
Guld sponsor Steel Coating A/S Nordea Bronze sponsorer