Revanche til Skanderborg Skakklub

Der var revanchen på menuen, da Skanderborg Skakklub tørnede sammen med Nordre i endnu et lokalopgør i Skakligaens 6. runde.
Denne gang stillede Skanderborg Skakklub i en væsentlig stærke opstilling og samtidig var Nordre ikke helt så stærke som sidst. Ydermere havde Nordre i de 5 foregående runder tabt alle matcher og kun scoret 10 brætpoint.
ELO forudså da også en sejr til Skanderborg, da forventet score var 6,89-1,11.

Læs mere: Revanche til Skanderborg Skakklub

Der havde ikke været meget tid til forberedelse efter gårsdagens sejr over Aarhus/Skolerne. Efter en aftensmad på Asian Restaurant i Fredericia og halvandens times kørsel var der ikke meget tid til analyse, når søvnscoren også skulle optimeres. Oven i det kom så, at kampen mod Nordre allerede startede kl. 10.00.

Nicolai V. Pedersen mødte Jan Rewitz på bræt 6. Efter åbningen som Nicolai kom en anelse bedre ud af en Jan, fik Nicolai en solid stilling, hvorimod Jan havde to tårne, der ikke rigtig kunne finde de rigtige pladser på brættet.
Det udnyttede Nicolai knivskarpt og inden længe kom den første gevinst i hus.

Rasmus Svane, der synes at et spilletidspunkt kl. 10.00 søndag morgen, er helt forkert, mødte på topbrættet Skakligaens Grand Old Man FM Jørn Sloth. På trods af det tidlige spilletidspunkt var Rasmus skarp fra start og fik hurtigt et tårn for en officer. Rasmus byttede lidt brikker af og spillede sig langsomt frem til en sikker gevinststilling, hvorefter Jørn opgav.

På bræt 8 møde Nicolai Brondt Peer Ole Pedersen.
Om Nicolai havde fået et par fif fra Klaus Berg er ikke til at sige, men Nicolai spillede et solidt parti og fik en fin gevinst uden nogen slinger i valsen.

Lukasz Licznerski, der spiller sin første sæson i Skanderborg, mødte på bræt 5 Benjamin Hedevang.
Benjamin er tidligere medlem af Skanderborg og fik sin skakopdragelse i Skanderborg inden han drog mod Aarhus og slog sig ned der.
Lukasz levnede ikke Benjamin nogen chancer og styrede sikkert brikkerne frem til endnu en Skanderborg gevinst.

Filip Boe havde en rigtig møgweekend og kom næstbedst ud af åbningen mod Jens Abildlund på bræt 3. Jens fik en potentiel farlig fribonde og da Filip ikke fik udlignet stillingen, da han fik chancen, tippede partiet over til Jens´ fordel og Jens så sig ikke tilbage og kørte partiet sikkert til gevinst.

Mads Andersen spillede et interessant parti mod Thomas Klitgård Andersen på bræt 2. Mads havde hvid og efter en hidsig åbning fik han en afgørende fordel. Thomas sprællede herefter forgæves og Mads sikrede sig sikkert gevinsten.

Mads Boe havde på bræt 6 sort mod Filip Martin Kierulf Hou Holm. Filip der nok er mest kendt for at være den spiller i divisionsturneringen, der har flest navne, bed godt fra sig i starten af partiet. Mads spillede solidt, tog langsomt initiativet og da Filips dronning blev fanget, opgav Filip og Mads tog gevinsten.

Jakob Pajeken mødte Nina Højberg på bræt 4.
Bræt 4 var det sidste af livebrætterne og de, der så med kunne se et lige parti, hvor Jakob prøvede at finde en plan, der kunne give ham endnu en sejr.
Det endte med et tårnslutspil med et tårn til hver og 5 bønder, hvor Jakob viste styrken og vandt to bønder, hvorefter Nina opgav.
Jakob er topscorer har nu lavet 4½ af 5 og kan med de rigtige modstandere i de sidste 4 matcher få mulighed for at lave endnu en GM-norm.

Det endte med en storsejr på 7-1 til Skanderborg Skakklub og dermed en revanche fra nederlaget til Nordre i 2023.

Med sejren holder Skanderborg Skakklub sig tæt på Hillerød, der efter 6 runder fører skakligaen med 12 matchpoint. Skanderborg er lige efter med 10 matchpoint for 5 kampe.

Næste kamp er 16. februar, hvor Skanderborg Skakklub møder BMS på udebane i et udsat parti fra runde 3.

Skanderborg Skakklub – Nordre I 7-1

GM Rasmus Svane (2624) – FM Jørn Sloth (2280) 1-0
GM Mads Andersen (2594) – Thomas Klitgård Andersen (2199) 1-0
IM Filip Boe Olsen (2472) – Jens Abildlund (2182) 0-1
IM Jakob Pajeken (2426) – WIM Nina Højberg (2075) 1-0
IM Lukasz Licznerski (2432) – Benjamin Hedevang (2054) 1-0
IM Nicolai V. Pedersen (2351) – Jan Rewitz (2046) 1-0
FM Mads Boe (2275) – Filip Martin Kierulf Hou Holm (2013) 1-0
FM Nicolai Brondt (2228) – Peer Ole Pedersen (2023) 1-0

Views All Time
Views All Time
69
Views Today
Views Today
2
Dagens opgave

Arkiver
Sponsorer
Guld sponsor Steel Coating A/S Nordea Bronze sponsorer