Frederik Svane online-VM!

Vores meget “ukendte” medlem, Frederik Svane fra Lübeck

Frederik Svane er måske ikke Skanderborgs kendteste ansigt. Men han er GM Rasmus’ lillebror og ikke mindre talentfuld end brormand. Kun FM indtil videre, men med en stejlt stigende ELO på 2421 er det vist kun et spørgsmål om tid, inden det hedder IM og GM.

Begge brødre er danske, men bor i Lübeck og spiller national skak for Tyskland. Og så er de medlemmer af Skanderborg for at spille for vores Ligahold, men pga. corona kommer de nok ikke til at spille nogen kampe i indeværende sæson. Den slags koster gerne adskillige dages karantæne på enten den ene eller anden side af grænsen.

Som skrevet i sidste uge fik lillebror Frederik en fin fjerdeplads ved EM i onlineskak efter bl.a. vinderen Jonas Bjerre. Det kvalificerede begge til VM, som er blevet holdt de seneste dage.

16 deltagere i U16 med tyske Martin Keymer som ratingfavorit med flotte 2591, og de svageste på godt 1900. Turneringen var knock-out over to runder og så lige til et afgørende armageddon.

Første match vandt Jonas overlegent 2-0 over en lavtratet sydafrikaner, mens Frederik var oppe mod Anthony He fra USA og endda 2300+. Vandt første partisom hvid og tabte andet, inden armageddon gav Svane sejren ved at holde remis som sort. Andet partis nederlag skulle blive Frederiks eneste tab den dag.

I anden runde mødtes så Jonas og Frederik – denne gang med Frederik som vinder. Han vandt første parti ret overbevisende og holdt andet parti remis efter at have været langt ude i Jonas’ tove. Men rebet holdt trods alle odds, og Frederik var blandt de sidste fire.

I semifinalen gik det ud over IM Andrew Hong fra USA (1½-½) efter gevinst i første parti som sort, og i finalen blev det til overbevisende 2-0 over den ubetitlede, men højt ratede iraner Amirreza Pour Agha Bala. Begge partier ses her.

I øvrigt sjovt med Iran. Under Khomeiny blev skak anset som antiislamisk, men efter at der kommer nye generationer til, begynder talenterne at blomstre. Alireza Firouzja er det største, men hér er så en til.

Tillykke til Frederik med den flotte titel, og såglæder vi os til at se den unge mand trylle for Skanderborg – sådan post-corona 🙂

Views All Time
Views All Time
459
Views Today
Views Today
2
Sponsorer
Guld sponsor Steel Coating A/S Nordea Bronze sponsorer