Skanderborg med i medaljeslutspillet efter 2 storsejre

Skanderborg Skakklubs bedste skakligahold tog et kæmpeskridt hen imod endnu en gang at ende med medaljer i Danmarks bedste skakrække, da holdet i sidste weekend havde dobbeltprogram på udebane mod Fredericia og Jetsmark.

Kampen mod Fredericia, var en kamp, der var blevet udsat fra tidligere på sæsonen.
Vi stillede stærkt op med 2 GMere, 2 IMere og 1 FMer, og forventningen var en sejr i den gode ende.
Holdopstillingen var følgende: GM Jonas Bjerre, GM Mads Andersen, IM Filip Boe, Jackie Andersen, IM Nicolai V. Pedersen, FM Nicolai Brondt, IM Klaus Berg og Jan Rode.
Værterne havde sørget for et fint lokale med livedækningen, så alt var i orden til en god skakdag.
Fredericia havde et par afbud og det betød brødreopgør på bræt 5, hvor Nicolai V møde sin bror Daniel V. Pedersen. Selvom vi satsede på en sejr til Nicolai, endte det med en remis. Klaus Berg udmanøvrerede sin unge modstander og det samme gjorde Filip Boe, der kom i land med en sejr over sin tyske modstander Frank Schwarz og sendte Skanderborg i front med 2½-½.
Jan Rode, der var med som reserve spillede et fint parti på bræt 8 og stod vel til gevinst, indtil han overså noget, spillede et par forkerte træk og indkasserede dagens eneste tabsparti. 2½-1½.
Jackie, der i weekendens anledning havde taget rollen som buschauffør, bekendtgjorde flere gange i løbet af kampen, at han var træt og uoplagt, og egentlig ikke magtede at spille skak på en af årets første solskinsdage. Alligevel overførte han det smukke vejr til sit parti og vandt endnu en gang og sendte stillingen op på 3½-1½.
Nicolai Brondt spillede et godt og solidt parti og tog remis og det betød 4-2.
Tilbage var Jonas Bjerre og Mads Andersen på de to øverste brætter. Først færdig var Jonas, der på topbrættet slog Jens Ove Fries i et parti, hvor Jonas ikke var tilfreds med sin egen præstation. Lidt efter kom Mads Andersen også ud af spillelokalet med en gevinst og med en sejr på 6-2, som var lidt over den forventede score, blev det til en god dag på kontoret.

Jonas sæsondebutterede med 2 gevinster.


Søndag bød på den årlige tur til Kaas i Nordjylland, hvor modstanderen var Jetsmark. Vi møder næsten altid Jetsmark i en af enkeltrunderne og det er altid på udebane. En fin køretur på små 2 timer. Vi har i årenes løb haft mange finurlige oplevelser, når vi har spillet på Jetsmark Centralskole. Et år var der slukket for varmen, som betød at der var mange, der spillede partierne med jakke, hue og vanter. Et år gik brandalarmen i gang under matchen, et andet år gik strømmen. I år kom den finurlige oplevelse inden kampen gik i gang. Vi ankom til Kaas i god tid, så der var god tid til at gå en tur for at få turen ud af kroppen og frisk luft til hjernen. Turen var gået fint med holdleder Allan som chauffør i den 9 personers bus, som Jackie havde sørget for. Vi undrede os lidt over, at vores bil var den eneste på parkeringspladsen og at døren til spillelokalet var låst. Det viste sig, at Jetsmark havde flyttet det normale spillested til et andet sted på skolen. Så pulsen nåede at komme højt op inden vi satte os ved brætterne i skolens hjemkundskabslokale, hvor værterne diskede op med livebrætter og masser af vandhaner med koldt vand.

Jetsmark havde et par afbud og det svækkede dem en anelse. Dog havde de forsvarende danmarksmester GM Allan Stig Rasmussen med og dermed var der lagt op til et brag på førstebrættet, hvor modstanderen var Jonas Bjerre, der var mere end opsat på at få rettet op på gårsdagens gevinstparti, som Jonas ikke var tilfreds med. Vi stillede med næsten samme hold, dagen før. Eneste ændring var, at Colin Watson afløste Jan Rode på bræt 8.
Holdopstillingen var: GM Jonas Bjerre, GM Mads Andersen, IM Filip Boe, Jackie Andersen, IM Nicolai V. Pedersen, FM Nicolai Brondt, IM Klaus Berg og Colin Watson.
Forventet score var 5,20 – 2,80. Så vi var favoritter og dette blev indfriet med en sejr på 6½-1½.
Jonas Bjerre vandt topbraget over Allan, der regnede forkert og pludselig stod til tab og kort tid efter opgav.
Mads Andersen kom godt fra start og stod godt. Desværre fik han spillet FM Bjarke Jensen ind i partiet igen og det endte med en halv.
Filip Boe, der var ankommet til Kaas dagen før, fik ikke helt det udbytte, som han gik efter og delte med FM Stefan Christensen.
Jackie Andersen vandt over CM Jakob Rathlev, selvom Jackie undervejs ikke var helt tilfreds.
Nicolai V. Pedersen kom stærkt igen efter gårsdagens halve mod brormand og vandt elegant over Christian Grubert, der stadig er uden gevinst i over 2 år.
Nicolai Brondt sørgede for en gevinst over Allan Stig Rasmussens bror, Henning Lau Rasmussen og fik revancheret sig for den halve dagen før,
Klaus Berg tog en halv i et parti, der vist aldrig kom over remisgrænsen.

Colin Watson kæmpede sig til gevinst.

Colin Watson stod for dagens præstation. Colin kom hurtigt lidt galt afsted og stod næstbedst. Det huede ikke den store Hammers fan og han kæmpede det bedste han kunne og fik afviklet nogle brikker og fik pludselig chancen for et giftig modspil, som endte med at hans modstander opgav. Superflot kæmpet af Colin, der dermed cementerede den store sejr. Colins humør steg endnu mere, da han på hjemturen kunne konstatere, at West Ham havde slået Wolverhampton i Premier League.
Alt i alt en super weekend, hvor der tikkede 12½ points ind på kontoen og hvor Skanderborg Skakklub ligger helt med fremme efter 6 sejre og en enkelt uafgjort i de første 7 holdkampe.
Inden de sidste kampe, hvor Skanderborg Skakklub møder DM-favoritterne Køge og Hillerød, er holdet placeret på en andenplads. Køge er stukket af, hvorimod Hillerød ånder Skanderborg i nakken og det kan meget ende med en finalekamp om sølvmedaljerne, hvor modstanderen er netop Hillerød. Lige nu er der 2 brætpoints og 2 matchpoints mellem holdene.
Den afsluttende dobbeltrunde spilles i Køge lørdag den 19.marts og søndag den 20. marts henholdsvis kl. 14.00 og kl. 10.00.

Views All Time
Views All Time
614
Views Today
Views Today
1
Dagens opgave

Arkiver
Sponsorer
Guld sponsor Steel Coating A/S Nordea Bronze sponsorer