Kandidatturneringen, 7. + 8. rd.
Årets Kandidatturnering er nu nået halvvejs, og der tegner sig et alvorligt billede af en meget todelt turnering. Nepo og Caruana spiller om retten til (igen) at give VM-titlen et skud, mens de øvrige seks kæmper for ikke at tabe for meget til de to førende. Det er svært med max. remis at indhente folk, der bliver ved med at vinde.
7. runde blev ikke ulig den foregående. Igen vandt Nepo og Caruana over hhv. Rapport og Radjabov, mens de to sidste blev remis.
.
Rapport | vs. | Nepo | 0-1 |
Caruana | vs. | Radjabov | 1-0 |
Duda | vs. | Nakamura | ½-½ |
Ding | vs. | Firouzja | ½-½ |
.
Søndagens 8. rd. gav endda lidt spredning i toppen og (søreme) to gevinster til de seks “bundspillere”.
I toppen valgte Nepo en relativt kvik remis mod topratede Ding, måske i erkendelse af, at ham kan man slå sig på, om end han indtil nu har spillet under evne og nok er færdig som 2800+-spiller.
Rapport vandt søreme sin første gevinst. Offeret var Duda, som snart må være færdig med at drømme om VM til Polen. Otte runder, to gange smæk og ikke en eneste gevinst gør det svært at vinde turneringen. Kanske han håber på, at alle de andre bliver disket pga. doping?
Ellers meget slagkraftige Nakamura sled Caruana op i et slutspil og scorede hele pointet, mens Firuzja-Radjabov snart er over min sengetid.
.
Rapport | vs. | Duda | 1-0 |
Nakamura | vs. | Caruana | 1-0 |
Nepo | vs. | Ding | ½-½ |
Firouzja | vs. | Radjabov | ½-½ |
.
Nepo fører stadig alene, nu med en fin pind foran Caruana. Bag udbryderne finder vi de seks andre., som næppe kan andet end at drille. Nepo har tilmed spillet bedst og aldrig rigtig været ude på glatis, så jeg stemmer for, at VM-matches 2023 bliver en gentagelse af den seneste – hvis altså Carlsen overhovedet gider.
Sidste gang mod Nepo var det lette penge, så hvorfor ikke én gang til? På den anden side kan Carlsen sikkert score masser af startpenge som topratet, ikke-detroniseret ex-champ, så der er vel flere penge i at trække sig end at tabe en match mod Nepo eller Caruana? Måske. Jeg ville personligt have svært ved at finde en grund til ikke at stille op til endnu en VM-match, han uanset resultatet i Kandidatturneringen vil være solid favorit til at vinde.
.
Nr. | Spiller | Points | Antal gevinster |
1 | Nepomniachchi | 6 | 4 |
2 | Caruana | 5 | 3 |
3-4 | Nakamura | 4,5 | 2 |
3-4 | Rapport | 4 | 1 |
5-7 | Ding | 3,5 | 0 |
5-7 | Duda | 3,5 | 0 |
5-7 | Radjabov | 3 | 0 |
8 | Firouzja | 3 | 0 |
.
Partierne fra i går, 7. rd., kan findes på Chess24.
8. rds. partier findes også på Chess24.
Og glæd dig til i morgen mandag, hvor vi får det sandsynligvis afgørende parti mellem Caruana og Nepo. Vinder Nepo, kan han dårligt hentes.

