Claus Qvist
Skanderborg Superstars going south
Midt i den forventningsfulde glæde over den snarlige Carlsen-Karjakin-match blev det pludselig Europa Cup-tid, og naturligvis er Skanderborg med – som nr. 2 i sidste års Xtracon-Liga. desværre ligner halvdelen af holdet ikke det gamle mesterhold, men lidt har også ret, og de glade drenge, der skal forsvare de midtjyske farver i Novi Sad, Serbien, er:
1. GM Rasmus Svane (2546)
2. GM Daniel Semcesen (2469)
3. IM Nicolai Vesterbæk Pedersen (2377)
4. Peter Grove (2170)
5. Kai Munk (2039)
6. Claus Qvist Jessen (1952)
7. Poul Nørgaard (1839)
8. Allan Erik Schmidt Andersen (1623, holdleder)
Grus i maskinen
Femte runde betød desværre, at Jonas fine stribe ved Kadet-VM blev bragt til standsning. Det er ellers startet godt nok i U12 med 4/4 efter tre flotte gevinster og en god sjat held i tredje runde, men i topopgøret i femte udviklede sig ikke helt, som det gerne måtte. Modstanderen var den topseedede Praggnanandhaa, og selv som sort havde den unge inder helt styr på det hele. Det havde de faktisk begge to, for partiet så (udefra) meget korrekt ud gennem åbning og midtspil. Skarpt og korrekt, men langsomt opnåede Sort et vist pres, og omkring træk 30 var den indiske fordel blevet stor nok til gevinst – i hvert fald ifølge Stockfish. Jonas forsvarede sig desværre ikke optimalt, og efter 45 træk var hele pointet forsvundet til Hindustan. Tjek partiet HER.
Ærgerligt, men næppe katastrofalt. Der er flere runder at gøre godt med, og vor mand har trods alt spillet fint indtil videre og kan sagtens håbe på en topplacering. Måske ikke verdensmester denne gang, men Jonas skal nok være med helt oppe i toppen.
Stillingen i toppen er, at tre mand stadig har max. 5/5. Udover inderen er det den rædsomt underratede kineser Cai Yuhao (1860!) og Andrew Hong fra USA. Ham får Jonas fornøjelsen af i sjette runde. Go get him!
Jonas til kadet-VM
Atter en gang er det tid for vor unge superhelt at slås for Danmarks og Skanderborgs farver, denne gang til det såkaldte kadet-VM i Georgiens kystby Batumi ved Sortehavet. Kadet-VM er en slags junior-junior-VM for meget unge spillere, og for en gangs skyld sidder Jonas som eneste dansker i den ældste gruppe – U12! Dér er vor helt med ELO 2375 fjerdeseedet efter bl.a. den nyeste, indiske komet Praggnanandhaa på 2442.
Den unge inder er i storform efter et smukt resultat i en stor turnering, hvor han sluttede med at banke en 2600+-mand i 18 træk. Han lyder ikke sympatisk, og søreme om ikke Praggnanandhaa har flere landsmænd i øverste halvdel af gruppen. Putter de ginseng i deres curry? Eller er der viagra i deres chai? Eller er det “bare” arven efter Anand, der er ved at slå igennem? Et eller andet må de gode indere i hvert fald gøre rigtigt, men det skal ikke forhindre alle s andre i at heppe på Tavs Junior.
Turneringen kan fra onsdag d. 19/10 følges live på Chess24.
www.skak.dk har også opdaget turneringen, som er beskrevet HER.
Sikker sejr i 4-By-Turneringen
Som (næsten) altid startede vi efterårssæsonen med en gedigen gang 4-by-skak mod tre af vore naboklubber. 4-by-turneringen har mange år på bagen, men hvilke byer, der egentlig deltager, er ofte et ret åbent spørgsmål. Silkeborg og Skanderborg er fast inventar i turneringen, men de to andre pladser synes at blafre lidt i vinden. Skive, Kjellerup og Randers har tidligere været med, og det samme har Herning og Viborg, og lidt for ofte har der slet ikke været fire hold. Fx i 2015, hvor kun Silkeborg og Skanderborg stillede op, mens ingen af de andre byer ikke kunne (eller ikke turde) stille hold.
Jonas lige ved og næsten
Øv, altså!
Det startede ellers perfekt, men vor ungen helt Jonas gik lidt i stå i slutningen og måtte efter bl.a. et nederlag i sidste runde nøjes med en tredjeplads til EM U12. Vinderne scorede 8/9, mens Jonas altså fik 7 – på deling med en masse andre, men med klart bedste korrektion af flokken. Flot klaret, for de østeuropæiske spillere er traditionelt meget stærkere, end deres rating indikerer.
Lidt af en bedrift, for sidste gang, at Danmark hentede en medalje ved EM var…… i 1990. Helten den gang var Peter Heine, og det er jo ikke så ringe at følge i hans fodspor. Str. 48 må man formode 🙂
Tjek referat fra www.skak.dk HER.
Jonas til EM
Klubbens absolut største talent (undskyld, Kai!) sidder i disse timer og dage og flytter brikker i Prag. Årsagen er, at han (naturligvis) er med til EM for ungdom og ligefrem er blevet topseedet i U12-klassen med god ELO-afstand til de næste.
Indtil videre er det gået fremragende med 5/5 i sikker stil, og kun tiden vil vise, om vor unge helt kan holde tempoet. Faktisk er Jonas den eneste i hele den danske delegation, der er med i toppen af sin gruppe, og det er jo ikke så ringe endda. I sjette runde venter så armeneren Gharibyan Mamikon, der som tredjeseedet i U12 stadig ligger ca. 200 ELO efter vor unge mand.
Klik ind på Chess24 for at følge det danske holds bedrifter i de forskellige rækker. For de danske spilleres placering i de forskellige rækker plus parring med modstandere kan man bruge chess-results.
Viktor den Grusomme er død
Juni måned er kun seks dage gammel, men har allerede været hård ved legenderne. Først døde Muhammad Ali d. 4., og i dag er det så Viktor Lvovich Korchnoi, der i den fremskredne alder af 85 år har gjort sit sidste træk.
Baglæns skak
Hvor står den hvide konge?
99,9 % af alle skakopgaver er noget med at tænke fremad. Hvid trækker og sætter mat i 12 træk, sort trækker og vinder, eller et eller andet andet i den stil. Meget praktisk orienteret alt sammen, men en gang imellem ramler man ind i noget helt anderledes.
Det gjorde jeg selv tilbage i starten af 1988, da jeg på et bogmarked på en gade i Bombay, Indien, kom til at bruge 25 rupees (den gang 4 kr.) på en brugt skakbog. Forfatteren hed Raymond Smullyan, og bogens titel var “Chess Mysteries of the Arabian Nights”, en opgave bog, men ikke en helt almindelig en af slagsen. Arabian Nights er nemlig en “retrograd” opgavebog fuld af opgaver, hvor man ikke skal tænke fremad, men nærmere baglæns. Lidt som en detektivroman, hvor man skal finde ham/hende, der har myrdet baronessen – ikke hvad der sker om syv timer. Man skal tænke i fortid i stedet for fremtid, og meget passende hedder Smullyans første, retrograde skakbog “Chess Mysteries of Sherlock Holmes”. Læs resten
Rating gennem tiderne
For nogen er rating nærmest hele formålet med at spille skak. For andre er det et sjovt krydderi, og er man en historisk interesseret skaknørd, kan man trække nørderiet bagud i tiden til den gang, hvor hverken rating eller styrkelister eksisterede. Tilbage til de glade dage før Steinitz og Lasker, hvor skak kun kunne spilles under meget mondæne forhold – naturligvis iført passende jakkesæt og høj hat.
DM Mads på slap line
Sjældent har klubbens kalender været mere profetisk, end da den for meget længe siden bekendtgjorde, at 29. marts skulle være “temadag”. Om hvad? Naturligvis meget nybagte danmarksmester Mads Andersen, der gennemgik et par highlights fra påskens strabadser. Kun godt 24 timer efter sidste parti mod Sune Berg, og søreme om ikke vor lokale helt beredvilligt stillede op. Starten kl. 19 blev skubbet en smule. Kell havde sørget for et glas champagne, men vist undervurderet det gode fremmøde, så ingen blev fulde den aften.