.
11. runde:
Super underholdning for tilskuerne! Gevinsterne vælter ind, (næsten) alle slår (næsten) alle, og der bliver rørt gevaldigt rundt i bøtten – lige bortset fra i toppen af feltet, hvor suveræne Nepo sidder sikkert fast i toppen og sandsynligvis ender med at vinde hele dynen en runde eller halvanden før målstregen. I mellemtiden spekulerer resten af feltet sikkert meget i, om en andenplads kanske er tilstrækkeligt, for Mester Carlsen selv sidder lige nu i Las Vegas og spiller poker. Og hvem ved? Det gør han måske også ved næste VM-match i 2023. Det er noget rod.

“Skæbnerunden” kan man fristes til at kalde 9. runde. På mindre wagnersk var runden turneringens sidste møde mellem Caruana og manden i udbrud, russiske Ian Nepomniachtchi, som ellers er gået i lidt af et soloudbrud. Det var også det opgør, jeg selv havde råbt op om som turneringens afgørende, og så endte det (sgu) som den eneste remis ud af dagens fire opgør:
.

Årets Kandidatturnering er nu nået halvvejs, og der tegner sig et alvorligt billede af en meget todelt turnering. Nepo og Caruana spiller om retten til (igen) at give VM-titlen et skud, mens de øvrige seks kæmper for ikke at tabe for meget til de to førende. Det er svært med max. remis at indhente folk, der bliver ved med at vinde.

7. runde blev ikke ulig den foregående. Igen vandt Nepo og Caruana over hhv. Rapport og Radjabov, mens de to sidste blev remis.
.

Det er ikke altid godt at tage fejl, men en gang imellem bliver man ligefrem glad for at gætte forkert. Bedst som jeg havde brokket mig over kandidatfeltets frygtelige trang til halve, kom 6. runde med hele to gevinster. Og, surprise, var det feltets to stærkeste og mest stabile spillere, der tog de hele point: Nepo og Caruana, Carlsens to seneste udfordrere. Det er næsten et gratis skud, at én af de to vinder turneringen, og hvis Carlsen ikke gider spille mod andre end Firouzja, kan de Caruana og Nepo meget vel ende i en match om selveste VM-titlen.

Dagens opgør så sådan ud:
.

Det kniber forsat for de otte kandidater at få bolden i mål, for 5. runde i Madrid endte med fire remiser. Remistilbud er ellers forbudt inden træk 40, så tidligere tiders korte, 20-træks pointdelinger er nu erstattet af trækgentagelser på 35 træk. Remis skal de nok få, hvis det er det, de vil have, og det som tegnede til den mest åbne Kandidatturnering i årevis, er i stedet gået hen og er blevet remispølsernes holdeplads.
.

.
Øv, altså. Efter en fin og dramatisk 1. rd. er det som om, at de fredeligere dampe har lagt sig som en dyne i Madrid. 2. rd. lørdag gav nemlig kun én gevinst og tre remiser, mens søndagen gav hele fire pontdelinger og efter mandagens fridag var det i dag tid til 4. rd. Og igen tre remiser og en enlig gevinst. Petrosjans ånd og tidligere tiders alt for høje remisprocenter er vendt tilbage fra de døde. Vi har ikke savnet dem 🙁

.
Kandidatturneringens 2. runde spilles i dag, lørdag, kl. 15 dansk tid. Med kun otte spillere, der alle ligger i verdenstoppen, er der svært at finde uinteressante opgør, men skal vi graduere, må fokus ligge hos partiet Nepo vs. Caruana. De vandt begge i går efter lidt forskellige indsatser. Nepos klask til topratede Ding var vildt imponerende (se tidligere beretning her: https://skanderborgskakklub.dk/?p=5315), mens Caruana slingrede lidt mere mod Nakamura.

.
Lidt i skyggen af diverse andre turneringer (fx DM) er det blevet tid til årets måske stærkeste turnering. Måske altså, for den stærkeste af alle i toppen er ikke med, men derimod hele flokken af “de næstbedste”, der dyster i Kandidatturneringen i Madrid om retten til at udfordre den siddende Kejser Carlsen om den ærefulde titel som verdensmester.

.
Det går fortsat ikke så ringe endda i Jonas Bjerres første turnering i St. Louis, verdens måske stærkeste skakby og epicenteret for en masse fine aktiviteter, inkl. en lang række superturneringer med deltagelse af Carlsen og resten af verdenseliten plus en række turneringer for de lidt mindre ånder. Alt sammen pga. den velhavende familie Sinquefelds grænseløse glæde ved skak, og dét har så kastet en invitation af sig til Skanderborg og Jonas Bjerre.

.
Hvis man har fulgt lidt med i de seneste årtiers skaklige klubliv, vil man vide, at planetens klubmæssige kraftcentrum i disse år ligger i den amerikanske midtvest St. Louis (Missouri). I de gamle dage i 1990’erne var det spanske Linares og italienske Reggio Emilia, der kæmpede om at stable “verdenshistoriens stærkeste turnering” på benene. Kasparov & Co var med hver gang, men de senere år er orkannens øje flyttet fra Europa til det fjerne USA. Ikke til storbyen Chicago i Illinois lige nord for Missouri, men i den relative provinsby St. Louis.
.